Gå til indhold

4 Afløbs­installationer

Afløbsinstallationer i boliger omfatter
  • Husets afløbsrør og gulvafløb
  • Rør i jord på privat grund
  • Regnvandsinstallationer og drænsystemer
  • Lokal afledning af regnvand (LAR)
  • Installationsgenstande.
Afsnittet kommer ikke ind på regnvandsanlæg, hvor regnvand fra tage anvendes til wc-skyl og tøjvask. Dette er nærmere beskrevet i SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter, 1 Regnsvandsanlæg (Brandt & Faldager, 2015b).

4.1 Principper for afløbsinstallationer

Bygningens afløbsinstallationer placeres normalt, så de generer mindst muligt. I huse med én etage placeres afløbsledningerne normalt i terrændæk under bygningen, og føres herfra op til de enkelte installationsgenstande, se figur 43.
Figur 43. Eksempel på ledningsføring i terrændæk og frem til installationsgenstande. 
Figur 43. Eksempel på ledningsføring i terrændæk og frem til installationsgenstande. 
I bygninger med flere etager er det nødvendigt at føre rørene gennem et eller flere rum. Rørene kan ofte føres i en installationsskakt.
Såfremt rørene føres gennem opholdsrum eller køkken, skal der enten vælges et rørmateriale, der dæmper støjen, eller rørene skal placeres i en støjisoleret skakt. Bygningsreglementet indeholder bestemmelser om maksimal støj i beboelsesrum (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015).
Kommunen kræver ofte, at afløbsinstallationen i småhuse er udluftet over tag for at få udluftet hovedledningen, og det er derfor ikke tilstrækkeligt med en vakuumventil.

4.2 Bygningsreglementets krav

De overordnede krav til afløbsinstallationer er anført i Bygningsreglement 2015 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015). Bygningsreglementet henviser til DS 432, Norm for afløbsinstallationer (afløbsnormen) (Dansk Standard, 2009a), der vejleder i, hvordan kravene i bygningsreglementet kan opfyldes. Udføres arbejdet på en anden måde end angivet i afløbsnormen, fx hvor det ikke kan dokumenteres, at funktionskravene er overholdt, kræves en dispensation. Dispensation skal i givet fald søges hos kommunen.
Afløbsinstallationer skal udføres med tilstrækkeligt fald til at sikre vandafledning og selvrensning af rørene. Afløbsrør skal fastholdes, bl.a. for at sikre, at rørsamlingerne forbliver tætte.
I modsætning til vandinstallationer må afløbsinstallationer godt udføres med skjulte samlinger, fordi der ikke er vandtryk på rørene.

4.2.1 Mærknings- og kontrolordninger

I bygningsreglementet stilles der krav til afløbsprodukters funktion og holdbarhed, og der stilles krav om, at fabrikanten eller leverandøren af fabriksfremstillede produkter skal dokumentere, at produkterne opfylder kravene i Bygningsreglement 2015 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015). Det kan dokumenteres ved:
  • CE-mærkning: En obligatorisk mærkningsordning, der anvendes til de produkter, der er omfattet af en harmoniseret europæisk standard. Installationsgenstande skal i mange tilfælde være CE-mærkede, men der er installationsgenstande, som endnu ikke kan mærkes, fx gulvafløb.
  • En prøvning af produktet samt et kvalitetsstyringssystem, der sikrer, at produkter produceres ensartet. 
Der er oprettet et antal frivillige kontrolordninger for at gøre det lettere for myndigheder og kloakmestre at kontrollere, at fabrikanter eller leverandører kan dokumentere produktets funktion.
Af frivillige kontrolordninger kan nævnes: 
  • ETA-Danmark, som udarbejder VA-godkendelser for afløbsprodukter. VA-godkendelsen er frivillig og indeholder normalt de betingelser, der gælder for anvendelse og tilslutning af de pågældende installationsgenstande.
  • Plastindustrien, der har oprettet en nordisk ordning, der i øjeblikket dækker plastrør.
Der er ikke krav om, at materialer til afløbsinstallationer skal være godkendt, men de skal opfylde kravene i BR15 kapitel 8.4.1, stk. 5. Det anbefales dog, at der så vidt muligt anvendes VA-godkendte gulvafløb mv., idet det sikrer, at der er dokumentation for alle relevante egenskaber, herunder eventuelle nationale krav til fysiske og mekaniske egenskaber.

4.2.2 Autorisation

Arbejde med afløbsinstallationer må kun udføres af virksomheder med autorisation, se Lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2014). Afløbsinstallationer i bygninger skal derfor udføres af en autoriseret gas-, vand- og sanitetsmester, og afløbsinstallationer i jord skal udføres af en autoriseret kloakmester.

4.3 Tilrettelæggelse

Det er hensigtsmæssigt at opdele tilrettelæggelsen af arbejdet i tre trin:
  • Forundersøgelse
  • Programmering
  • Projektering.

4.3.1 Forundersøgelse

For at skabe klarhed over de betingelser, der er afgørende for afløbssystemets udformning, er en forundersøgelse nødvendig. Den bør omfatte:
  • Oplysninger fra bygherren
  • Oplysninger fra myndigheden, fx kommunen
  • Oplysninger fra forsyningsselskabet
  • Undersøgelser på arbejdsstedet.
Oplysninger fra bygherren kan være ønsker til den fremtidige installation samt oplysninger om matrikelnummer, matrikelkort, servitutter samt ejers navn og bopæl.
Myndighederne giver først og fremmest oplysninger om betingelser og muligheder for tilslutning til hovedafløbsledninger. Disse oplysninger er vigtige, da de er forudsætningen for at kunne projektere og udføre en afløbsinstallation, der er i overensstemmelse med lokale bestemmelser og DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a).
De oplysninger, der skal indhentes hos myndigheden, er typisk:
  • Placering af hovedafløbsledning(er) i forhold til grunden
  • Afløbssystemets princip, dvs. om der er tale om et fællessystem eller et separatsystem
  • Dimensionsgivende regnintensitet
  • Fald, koter og faldretning af hovedafløbsledning(er) 
  • Eventuelle opstemningskoter, der i dag som regel er terræn
  • Særlige krav til placering af stikledning, fx ved hjørnegrunde
  • Eksisterende afløbsinstallation på grunden
  • Særlige krav til afspærring og arbejdsudførelse
  • Jordbunds- og grundvandsforhold i området
  • Andre særlige forhold, der har indflydelse på arbejdets planlægning og udførelse.
De fleste af disse oplysninger kan normalt gives af den lokale myndighed og forsyningsselskabet, men undertiden må den projekterende selv skaffe sig nogle af oplysningerne, fx ved opgravning og nivellement på stedet.
I nogle tilfælde kan der være lokale vedtægter, som skal overholdes. Vedtægterne kan fx vedrøre grundejeres betaling af kloakbidrag, byplanmæssige hensyn, bebyggelsesregulering eller klimasikring. Gyldighedsområdet er begrænset til den pågældende kommune. Nogle kommuner forlanger fx færdigmelding af kloakarbejde, selv om det ikke kræves i bygningsreglementet.
En undersøgelse på stedet er også nødvendig for projektering af en afløbsinstallation. Ved undersøgelsen konstateres de ydre betingelser for afløbsinstallationen. Undersøgelsen kan suppleres med oplysninger, fx fra myndighederne, om jordbundsforhold, grundvandsstand og geotekniske undersøgelser eller erfaringer fra tidligere byggerier på grunden eller i området.
Foruden undersøgelsen kan mange andre forhold spille ind ved planlægningen af en afløbsinstallation, for eksempel:
  • Ledningsejerregistret (LER) (www.ler.dk), som altid skal kontaktes for oplysning om, hvilke ledningsejere der har ledninger på eller ved grunden.
  • Grundens højdeforhold: Et nivellement er oftest nødvendigt for at afløbsmulighederne kan fastlægges, og det er hensigtsmæssigt ved samme lejlighed at få indmålt dæksler og brøndbunde og målt koter på disse.
  • Jordbundens beskaffenhed: En ikke-bæredygtig jord kan ofte bevirke store udgifter til fundering af ledninger, og aggressive jordarter kan betinge særlige materialekrav.
  • Grundvandsstand: Høj grundvandsstand kan betyde særlige foranstaltninger ved udførelse af jordledninger. Afhængig af jordarternes permeabilitet har grundvandsstanden også afgørende betydning for omfanget og arten af drænforanstaltninger, se SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter, 2 Drænsystemer (Brandt & Faldager, 2015b).
  • Hindringer i terræn: Det kan være bevaringsværdige træer, store sten, gamle fundamenter, olietanke eller eksisterende ledningsanlæg for vand, gas, afløb, el, telefon, fjernvarme m.m.

Planlagte afløb

De fleste afløbsinstallationer indeholder afløb til:
  • spildevand 
  • regnvand 
  • drænvand. 
Omfanget af hver type bør være klarlagt. Der kan være særlige krav til de enkelte typer og særlige afløb, der skal indbygges.

4.3.2 Projektering

Ved projekteringen fastlægges alle forhold vedrørende afløbsinstallationer med en sådan detaljeringsgrad, at installationen er entydigt fastlagt og kan udføres efter projektmaterialet. Projektet skal klarlægge alle forhold, der vedrører bygningsreglementet, miljølovgivningen, normer mv. samt eventuelle særlige forhold vedrørende det aktuelle byggeri.
Projekteringen skal blandt andet fastlægge installationen i forhold til bygninger og deres omgivelser, dimensioner og fald på ledninger og skal specificere alle komponenter og samlingsmetoder.
Ved projektering af afløbsinstallationer bør der tages hensyn til de praktiske forhold ved udførelse af installationen. Projektet vil normalt angive placering, fald og koter på ledninger og brønde, som i princippet er gældende for det færdige anlæg.
Ved udførelse af en afløbsinstallation skal det sikres, at funktionskrav i DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a) er opfyldt. Det gælder ikke alene ved ibrugtagningen, men også i en rimelig tid fremover. Det er især vigtigt at bevare de fald, retningsændringer, tilslutninger og tæthed af samlinger, der blev forudsat ved projekteringen.
Ved projektering af et småhus udgør den overordnede placering af føringsveje til de tekniske installationer en væsentlig del af planløsningen. Og velplacerede føringsveje er en betingelse for, at funktionskravene i BR15 kan opfyldes. For at sikre tætte gennemføringer bør disse ikke blot beskrives, men projekteres, fx ved hjælp af tegninger eller beskrivelser.
Kravet om frostfri dybde betyder, at koten til bundløb i ledninger og vandspejl i brønde skal være mindst 0,75 meter under terræn. Andre ledninger, specielt krydsende ledninger eller flere ledninger lagt i samme grav, kan medføre ændring af koter.

Opstemning

Opstemningskoten opgives af bygningsmyndigheden, fx kommunen. Ved projekteringen skal det sikres, at den lavestliggende installationsgenstand er placeret over højeste opstemningskote inklusive et sikkerhedstillæg på 0,30 meter. Opstemningskoten vil i langt de fleste hovedkloakker være terræn, hvilket medfører, at der enten skal anvendes pumper eller højvandslukker ved afløb fra kældre, se SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter, 6 Højvands-lukker (Brandt & Faldager, 2015b).
Afløbsinstallationerne skal altid udføres, så opstemning i hovedafløbssystemet ikke medfører skadelig oversvømmelse på den enkelte parcel. Opstemning kan skyldes kraftig regn, for små ledningsdimensioner eller forstoppelse. Inden projektering af en afløbsinstallation bør man undersøge, om der er risiko for opstemning i hovedafløbssystemet og i givet fald, hvor højt den går.

Sagsbehandling efter bygningsreglementet

Udførelse af afløbsinstallationer er et byggearbejde, der kræver samme byggesagsbehandling som andre byggearbejder. Ved nybyggeri indgår installationsarbejderne normalt i byggesagen. 
Eventuelle ansøgninger om dispensationer fra bygningsreglementet skal indgå som en del af projektet, når det indsendes til godkendelse hos bygningsmyndigheden.

4.3.3 Kvalitetssikring og kontrol

Sikring af, at en afløbsinstallation er i overensstemmelse med de stillede krav, kan baseres på:
  • Kontrol af projekt
  • Kontrol af materialer og materiel
  • Kontrol under arbejdets udførelse
  • Prøvning af den færdige installation eller dele deraf.
Omfanget af entreprenørens egenkontrol og prøvning skal fremgå af projektmaterialet.
Kontrollens omfang afhænger af projektets størrelse, men den skal principielt omfatte:
  • Tilladelser 
  • Linjeføring og koter
  • Rør, brønddele og samlingsmaterialer
  • Oplukning og gravning
  • Lægning og tilfyldning
  • Tæthed
  • Efterkontrol.
Ledningernes fald bør kontrolleres, især hvis ledningerne lægges med minimumsfald. Det faktiske fald på afløbsledningerne må ikke være mindre end minimumsfaldet for selvrensning. 

4.3.4 Drift og vedligehold

Bygningsreglement 2015 kræver, at afløbsinstallationer skal udformes, så de kan renses i fornødent omfang. 
Rensning skal kunne ske uden væsentlige gener og uden risiko for skader og sundhedsfare. I en afløbsinstallation, der er udført efter forskrifterne i afløbsnormen og bygningsreglementet, er der indbygget et antal renseadgange, hvorfra rensning kan foretages. Renseadgangene skal være lette at lokalisere, let tilgængelige og lette at betjene. 

4.4 Rørføring

Husets afløbsinstallationer bør placeres, så de generer mindst muligt mht. støj. I etplanshuse placeres afløbsledningerne normalt i terrændæk under bygningen og føres herfra op til de enkelte installationsgenstande. I småhuse med flere etager vil rørene ofte kunne føres i en skakt. Desuden vil der ofte være krav fra kommunen om, at afløbsinstallationen er udluftet over tag.
Afløbsinstallationen skal sikres mod frost, der kan hindre installationens funktion og medføre skade på både installation og omgivelser.
Ledningsføringen bør tilrettelægges, så ledningslængden bliver så kort som mulig, og ledningsføringen så enkel som mulig.
Uden for huset bør ledningerne føres så direkte som muligt, og ledninger bør ikke føres under huset, se figur 44.

Minimumsfald

Traditionelle afløbssystemer lægges med fald, så tyngdekraften leverer transportenergien. Når ledningerne kommer for dybt i jorden, er det nødvendigt at bruge pumper til at løfte vandet op til et højere niveau.

Farligste punkt

Det farligste punkt i en afløbsinstallation er det, der er vanskeligst at afvande, enten fordi det ligger dybt, eller fordi det ligger langt væk. Afløbsinstallationer bør så vidt muligt udføres uden pumpning. Det er derfor afgørende, at den disponible højdeforskel mellem tilslutningskoten og det farligste punkt er tilstrækkelig til, at ledningerne kan lægges med minimumsfald.
Figur 44.Eksempler på ledningsføring i rækkehusbebyggelse. 
Figur 44. Eksempler på ledningsføring i rækkehusbebyggelse. 
  1. Samleledning er ført under bygningen, så rensemulighederne i hvert hus er dårlige.
  2. Afløbene fra hvert hus er ført til samleledning uden for husene, hvilket forbedrer rensemulighederne for hvert hus.
  3. Afløb er udført med to samleledninger, som sikrer bedst mulige rensebetingelser for begge de viste afløb i husene.

Disponering af fald

Hvis det disponible fald er rigeligt, skal det fordeles fornuftigt fra farligste punkt til tilslutningspunktet. Det enkleste er at lægge ledningen med samme fald mellem de to punkter. Denne løsning er ofte den dyreste, fordi gravearbejdet bliver stort, se figur 45.
Figur 45. . Ledning med samme fald mellem gulvafløb og gadekloak medfører en dybere brønd og ekstra gravearbejde – svarende til det rødt markerede område – end en ledning lagt med mindre fald på noget af strækningen.
Figur 45. Ledning med samme fald mellem gulvafløb og gadekloak medfører en dybere brønd og ekstra gravearbejde – svarende til det rødt markerede område – end en ledning lagt med mindre fald på noget af strækningen.
I praksis er det uhensigtsmæssigt med mange fald- og retningsændringer på en ledning. Derfor lægges ledninger som regel med samme fald forbi flere afgreninger og kun skiftende fald i brønde.
Minimumsfaldet for selvrensning bør være overholdt selv på korte ledningsstrækninger, og kontrol bør derfor omfatte alle rørstrækninger mellem to samlinger.
Hvis det projekterede ledningsfald er større end minimumsfaldet for selvrensning, skal det sikres, at både afvigelser i niveau og afvigelser i fald ligger inden for de givne grænser.

4.4.1 Udformning

Afløbssystemer kan udføres som separat- eller fællessystem.
I et separatsystem er der to hovedafløbsledninger, så spildevand bortledes i en ledning og regn- og drænvand i en anden. Spildevandsledningerne er dimensioneret for den dimensionsgivende spildevandsstrøm og er derfor normalt små. 
I et fællessystem føres spildevand sammen med regn- og drænvand i en fælles ledning til renseanlæg. Fællessystemer forekommer sjældent ved nybyggeri, da myndighederne normalt ønsker at undgå, at spildevandsledningerne belastes med regnvand.

Udførelse

Det er afgørende for rørenes evne til at modstå de påvirkninger, som de udsættes for, at både udgravning, rørlægning og tilfyldning foretages omhyggeligt og i overensstemmelse med de regler, der er angivet i lægningsnormerne. 
Rørene skal understøttes i deres fulde længde og på selve rørkroppen. De må ikke kun understøttes lokalt, fx på mufferne eller på bræddestumper. Rørene skal lægges på et udjævningslag, der for små rør er 50-100 mm tykt. Hvis den eksisterende jord er egnet, kan den bruges som udjævningslag.
Lægning af rørene skal foretages, så det fald, der er forudsat ved projekteringen, etableres med rimelig nøjagtighed. Det vil sige, at hvert enkelt rør på strækningen skal lægges med dette fald. 
Afløbsledninger og vandledninger bør ikke lægges i samme grav. Hvis de anbringes i samme grav skal parallelle ledninger anbringes, så vandledningen ligger højest.
Faldet for afløbsledninger under bygninger skal sikres. Er jordbunden blød, kan det fx være nødvendigt at fastgøre eller ophænge rørene i konstruktioner, der ikke sætter sig. Fastgørelsen skal udføres på en sådan måde, at der hverken sker skade på installationer eller bygningsdele.

Frostsikring

Ledninger i jord skal sikres mod frost, hvilket normalt sker ved, at de anbringes i frostfri dybde. Den frostfri dybde er under normale forhold 0,75 meter fra bundløb til terræn. I kældernedgange og lignende kan den dog reduceres til 0,4 meter. Frostsikring kan også foretages ved at anbringe et isolerende lag af stærkt og fugtbestandigt materiale over ledningen i hele ledningsgravens bredde.

Tørre ledninger

Det er tilladt at lægge ’tørre regnvandsledninger’ over frostfri dybde. De skal dog ligge så dybt, at de ikke ødelægges ved ydre påvirkninger, fx havegravning, se Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a). Ved ’tørre regnvandsledninger’ forstås regnvandsledninger uden permanent vandfyldte dele, fx tagvandsledninger før nedløbsbrønde, se figur 46. Tørre ledninger anses som selvrensende, såfremt de lægges med et fald på mindst 20 promille.
En lægningsdybde på 0,3-0,4 meter er almindelig for tagvandsledninger tæt ved huse, hvor der ingen trafikbelastning er. 
Figur 46. Tørre tagvandsledninger til samme nedløbsbrønd.
Figur 46. Tørre tagvandsledninger til samme nedløbsbrønd. T angiver tagnedløbene og bt angiver at brønden er af beton. 

4.4.2 Indføring i bygning

Overgangen fra ledninger i jord til ledninger i bygning er et kritisk sted i afløbsinstallationen. Afløbsinstallationen skal anbringes så:
  • ledninger ikke svækker funderingen
  • sætninger i jord og fundamenter ikke beskadiger afløbsinstallationen
  • udsivende vand fra ledningsbrud eller utætte samlinger ikke kan underminere fundamenterne
  • gennemføringen er tæt af hensyn til lufttæthed og sikring mod indtrængning af radon, se SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) og SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2015). 
Information om udgravning og fundering af ledninger i henhold til Eurocode 7 findes for eksempel i SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse (Brandt & Faldager, 2015c) og SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011).

Ledninger, der krydser fundament

Ledninger, der krydser fundamenter, føres igennem et udsparet hul med 50-100 mm luft rundt om ledningerne. Ledningerne må ikke faststøbes i fundamenterne, og de må ikke anbringes under fundamentets underkant. Hvis ledninger krydser under fundamentets underkant, skal der udføres fundamentsnedføringer på samme måde som vist for vandinstallationer på figur 36 og figur 37.

Indføring gennem kældervæg

Passage af en kældervæg er altid et svagt punkt i en afløbsinstallation, fordi der umiddelbart uden for kældervæggen normalt har været gravet ud for at støbe vægge og fundamenter. 
I den opfyldning, der er foretaget, sker der næsten altid sætninger, der kan forårsage brud på ledningerne. Der er to muligheder for at sikre mod et sådant brud. Enten kan rørstrækningen i og umiddelbart uden for væggen udføres så stærk eller fleksibel, at den kan tåle påvirkningerne, eller passagen kan udføres, så røret kan bevæge sig og på den måde følge med sætningerne uden at gå i stykker.

Udluftning over tag

Udluftning af ledninger kan være et krav fra kommunen. Selvom det ikke er nødvendigt for huset, kræver kommunen udluftning for at sikre, at deres ledninger udluftes. 
Udluftningsledningers udførelse adskiller sig kun fra andre afløbsledninger ved, at de skal føres over tag og skal inddækkes i taget. Udmundingen skal være mindst 50 mm over tagfladen for at undgå indstrømning af regnvand.
Ved placeringen på taget skal der tages hensyn til vinduer, døre, aftrækskanaler, luftindtag for ventilationsanlæg, tagterrasser og lignende opholdsarealer samt vindforhold. Taghældningen spiller en væsentlig rolle for vindforholdene, og der er derfor regler for placering ved forskellige tagformer, se SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse, 5.15 Udluftning over tag (Brandt & Faldager, 2015c).

4.4.3 Afløb i bygning

Afløbsrørs placering

Afløbsrør skal normalt anbringes let tilgængeligt. Ofte anbringes de synligt med en afstand på ca. 30-60 mm fra væg eller loft. Det er dog almindeligt, at rørene skjules i nicher dækket af en let vægkonstruktion, eller blot af en plade. Nicheafdækningen bør i givet fald være let aftagelig, så rensestykker er tilgængelige, og så rør kan udskiftes.
Længere ledningsstrækninger bør kun undtagelsesvis indstøbes eller indmures, så de i praksis bliver utilgængelige. I givet fald bør de ikke have samlinger.

Frostsikring

Frostsikring af installationer i bygning sker normalt ved, at alle dele og specielt vandlåse anbringes på den varme side af bygningens isoleringslag.
Tagafløb fra flade tage bør for at undgå frostskader placeres inde i bygningen. Yderligere frostsikring af tagbrønde kan foretages med el-kabler.

4.4.4 Placering og afstand mellem renseadgange

Renseadgange skal placeres hensigtsmæssigt ud fra udformningen af de afløbsledninger, de skal betjene. De bedste renseforhold opnås, når de ledninger, der er mest udsatte for tilstopning, fx ledninger fra wc og køkkenvask, føres direkte til rensebrønd, se figur 47. 
Figur 47. god og dårlig løsning på lafløbsledninger, der er mest udsatte for tilstopning.
Figur 47. Ledninger, der er mest udsatte for tilstopning, bør føres direkte til rensebrønd. 
  1. God løsning med afløbsledning fra wc ført direkte til rensebrønd. 
  2. Dårlig løsning, hvor afløbsledning fra wc er tilsluttet rensebrønden via ledningen mellem gulvafløb og rensebrønd.
Antallet af retningsændringer på ledninger mellem to renseadgange bør begrænses. Det vil normalt være acceptabelt, at der findes to 45° bøjninger og en fodbøjning mellem to renseadgange. 
Når sideledninger tilsluttes, bør antallet og størrelsen af retningsændringer være så lille som muligt, fx højst 45° for ledninger med flere installationsgenstande, og højst 90° for ledninger med en installationsgenstand, se figur 48. Sideledninger er vanskelige at rense, og retningsændringer øger risikoen for tilstopning.
Figur 48.Begrænsning på længde og antal retningsændringer for sideledning.
Figur 48. Begrænsning på længde og antal retningsændringer for sideledning. Længden af sideledninger (a) bør ikke overstige 10-15 meter, og retningsændringer bør højst være 90° (45 ° er at foretrække) for ledninger med én installations genstand tilsluttet og højst 45° for ledninger med flere installationsgenstande tilsluttet. 
Afstanden mellem to renseadgange kan afpasses efter den forudsatte rensemetode. Ved normale afløbsinstallationer, hvor det kan blive nødvendigt at rense med split, bør renseadgange i spildevands- og fællesledninger placeres på følgende steder:
  • På ledning i gulv eller under gulv i terrændæk med en afstand på højst 20 meter. 
  • Ved overgang mellem stående og liggende samleledning i bygning. 
  • Efter sammenlagt retningsændring på over 90° uanset afstanden til næste renseadgang.
  • I jord uden for bygningen, så afstanden mellem renseadgangene højst er 40 meter. Længere afstand kan accepteres, hvis det kan påvises, at normalt anvendte renseværktøjer kan anvendes. Afstanden mellem den sidste renseadgang i bygning og den første i jord bør dog højst være 20 meter.
  • I bygning ved overgang fra ledning i bygning til ledning i jord.
Rensning af regnvandsledninger anses ikke for så påkrævet. Dog skal der anbringes renseadgange på regnvandsinstallationer, så stikledninger kan renses.

4.5 Installations­komponenter

Korrekt anvendelse kræver godt kendskab til komponenternes materialeegenskaber, samlingernes kvalitet og leverandørernes sortiment. 

4.5.1 Rør

Afløbsrør er i nyere bygninger normalt udført af rustfrit stål eller pvc. 
Spildevand fra wc, håndvask, bruser mv. samles i en faldstamme, som transporterer vandet til offentlig kloak eller egen samletank. 
Materialernes egenskaber har afgørende betydning for, hvor de kan anvendes, og hvilke produkter de kan anvendes til. Mere information om forskellige materialers mekaniske, termiske og kemiske egenskaber findes i SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a).
De fleste krav til afløbsledninger i bygning gælder også for afløbsledninger i jord. Til jordledninger stilles der desuden store krav til rørenes styrke og bestandighed. Følgende materialer anvendes til ledninger i jord:
  • PVC
  • PE
  • Rustfrit stål.

4.5.2 Placering af installations­genstande

Projektet bør altid angive installationernes placering i det vandrette plan. Installationernes placering angives ofte i forhold til bygninger.
Installationsgenstande må kun opstilles i rum, hvor normal brug af installationsgenstanden ikke medfører ulempe eller skade. Det bør vurderes om installationsgenstanden stiller særlige krav til fx vandtæt gulv, gulvafløb eller ventilationsforhold. Figur 49 viser eksempler på vejledende, mindste frie afstande ud for installationsgenstande i boligens wc- og baderum. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed, se afsnit 1.3, Tilgængelighed. Hvis der skal tages højde for brug af kørestol i rummet, bør friafstanden være mindst 1,5 meter, se figur 11.
Figur 49.Pladskrav og friafstande for installationsgenstande i badeværelser.
Figur 49. Pladskrav og friafstande for installationsgenstande i badeværelser.

4.5.3 Montering

Installationsgenstande monteres som beskrevet i en eventuel CE-mærkning, en frivillig VA-godkendelse og fabrikantens anvisninger. 
Gulvets konstruktion og overfladebelægning har betydning for valg af afløbsskål til afløb. 
Afløb, som skal indbygges mod vægge, skal have en MK-godkendelse eller en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), som dokumenterer, at vandtæt indbygning er mulig. 

4.5.4 Lugtlukke

Installationsgenstande, der ikke har indbygget vandlås, skal tilsluttes en vandlås. Den kan være fælles for flere installationsgenstande. De nærmere regler er omtalt i efterfølgende afsnit om de enkelte installationsgenstande.

4.5.5 Højvandslukker

Højvandslukker bruges til sikring mod opstemning fra hovedafløbssystemet. Der findes flere forskellige typer højvandslukker, der kan CE mærkes, men det er kun nogle af disse typer, der må anvendes i Danmark. Højvandslukker skal i Danmark have 2 klapper for at minimere risikoen for svigt. 

Anvendelse af højvandslukker

DS 432 (Dansk Standard, 2009a) angiver følgende krav til anvendelse af højvandslukker: 
  • Højvandslukker skal være udført og placeret, så de er let tilgængelige for betjening, inspektion, rensning og vedligehold.
  • Højvandslukker, der anbringes på ledninger, der fører fækalieholdigt spildevand, skal være forsynet med visuel og akustisk alarm. Den skal være anbragt, så en alarm umiddelbart erkendes selv ved strømsvigt.
  • Højvandslukker, der lukker elektrisk, pneumatisk eller lignende, skal også kunne lukke ved strømsvigt.
  • Tilførsel af regn- og drænvand skal ske nedstrøms højvandslukker. Regnvand fra mindre arealer, fx fra kældernedgange, kan dog tilføres opstrøms højvandslukker, såfremt der er tilstrækkelig sikkerhed for, at en eventuel oversvømmelse ikke medfører skade.
  • Højvandslukker anvendes på ledninger fra installationer, der er truet af opstemning, og anbringes så nær som muligt ved den opstemningstruede installationsgenstand. Der må ikke tilføres andet spildevand eller regnvand opstrøms højvandslukket.
  • Betjeningsmåden for et højvandslukke skal fremgå af et skilt eller lignende, der er synligt fra betjeningsstedet.

Højvandslukker på stikledninger

Højvandslukker må anbringes på liggende ledninger uden for bygninger, herunder stikledninger, når:
  • Der er betryggende sikkerhed mod oversvømmelse opstrøms højvandslukket. Der er betryggende sikkerhed, når brugerkredsen er lille, fx i et enfamiliehus, og en alarm umiddelbart kan erkendes af alle brugere.
  • Al tilførsel af regnvand og drænvand sker nedstrøms højvandslukket.
  • Højvandslukket skal være placeret, så bundløbet ved højvandslukket er mindst 350 mm lavere end gulvet i rum og arealer, som er truet af oversvømmelse.

Højvandslukker i brønde

Når højvandslukker anbringes i brønde, skal brønddiameteren være stor nok, til at højvandslukket kan tilses og vedligeholdes. For småhuse betyder det, at brønde uden for huset mindst skal have en diameter på 1000 mm. 
Højvandslukker uden for bygning må aldrig installeres i rense og inspektionsbrønde med en dimension på Ø 315-400 mm.
I bygninger er byggehøjden mindre, og her kan brøndene eller åbningerne være mindre. Åbningen skal dog være så stor, at højvandslukket kan afmonteres.

4.5.6 Brønde

Nedgangsbrønde

Nedgangsbrønde er den traditionelle renseadgang for ledninger i jord. I forbindelse med småhuse kan brønde med en diameter på 1000 mm bruges som nedgangsbrønde. 

Rense- og inspektionsbrønde 

Rense- og inspektionsbrønde kan anvendes som renseadgange. Diameteren er normalt 300-400 mm, og dybden bør ikke overstige 4 meter af hensyn til styrken og tilgængeligheden til bundløbet. 
I daglig tale kaldes de ofte spulebrønde, og denne betegnelse anvendes i det følgende. 

Sandfangsbrønde

Sandfangsbrønde beskytter afløbsledninger mod tilstopning med fx sand, grus, papir, blade og kviste. Sandfang anvendes ved: 
  • overfladeafløb fra befæstede og ubefæstede arealer
  • tagafløb og lignende, der ofte indeholder blade og kviste mv.
  • dræninstallationer før tilslutning til pumpebrønd og til afløbsinstallationer.
Sandfang dimensioneres, så tilførte stoffer kan synke til bunds i sandfanget. I almindelighed opnås en passende bundfældningsgrad for større sandfang, når de udføres med en overflade på ca. 0,4 m2 pr. l/s af tilløbsvandstrømmen. Voluminet af sandfanget skal have en passende størrelse i forhold til tømningsintervallerne.
Mindre sandfang udføres normalt som rørbrønde og opbygges typisk i plast. Sandfang skal udføres med et højdetab på mindst 50 mm.
Sandfang kan udføres med eller uden vandlukke. Sandfang må ikke anbringes, hvor afløbsvandet indeholder bundfældelige organiske stoffer, fordi forrådnelse medfører lugtgener. Derfor må sandfang ikke anbringes på almindelige spildevandsledninger. 
Benyttes et sandfang til at beskytte en regnvandsledning mod urenheder, anses ledningen normalt for selvrensende ved et fald på mindst 10 promille.

Nedløbsbrønde

Nedløbsbrønde er små brønde med sandfang og vandlås. De skal have et vandlukke på mindst 70 mm og anvendes:
  • hvor myndighederne ønsker, at faste stoffer som sand, blade og lignende i afløbsvandet bundfældes eller tilbageholdes
  • hvor der ønskes et ekstra vandlukke
  • hvor der ikke på anden måde kan etableres et krævet vandlukke, fx ved tagnedløb, overfladeafløb, kældertrapper, lyskasser og drænledninger og efter udskillere uden vandlukke.
Der kræves ikke vandlukke på regnvandsinstallationer i et separatsystem.

4.6 Dimensionering af spildevandssystemer

Dette afsnit gennemgår dimensionering af afløbsinstallationer, der udelukkende bortleder spildevand. Det vil sige spildevand fra almindelige husholdninger, herunder afløb fra wc.

4.6.1 Funktionskrav

I forbindelse med dimensionering af afløbsinstallationer stilles følgende funktionskrav: Spildevandsinstallationer skal dimensioneres, så der er en rimelig sikkerhed for, at der ikke forekommer oversvømmelser, lugtgener på grund af brydning af vandlukker eller aflejringer, der kan forringe kapaciteten og medføre støjgener.
Ved dimensionering skelnes mellem tre ledningskategorier: 
  • Udluftede ledninger
  • Ikke-udluftede ledninger
  • Udluftningsledninger.
For vandførende ledninger, dvs. de udluftede og ikke-udluftede ledninger, skal følgende bestemmes:
  • Den spildevandsstrøm, som ledningen skal dimensioneres for 
  • Minimumsfald for ledningen
  • Det aktuelle fald og den dertil hørende ledningsdimension.

4.6.2 Dimensionering af udluftede spildevandsledninger

En ledning kan dimensioneres som udluftet, når lufttilførslen sker i vandets strømningsretning. Lufttilførslen kan ske gennem en korrekt dimensioneret ud-luftningsledning eller gennem en vakuumventil. En ledning kan også dimensioneres som udluftet, når den har passeret en brønd – enten en nedgangsbrønd eller en rense- og inspektionsbrønd uden for bygning. En brønd eller en vakuumventil kan dog ikke fungere som udluftning eller ventilation, når det drejer sig om at fjerne lugt.
Hvis lufttilførslen foregår mod vandets strømningsretning, dimensioneres ledningen som ikke-udluftet.

Spildevandsstrøm

Den forudsatte spildevandsstrøm for normalt anvendte installationsgenstande fremgår af tabel 9. I boligers bade- og toiletrum, bryggers og lignende kan den forudsatte spildevandsstrøm normalt fastsættes som summen af de to største forudsatte spildevandsstrømme, se efterfølgende eksempel 1.
Tabel 9. Oversigt over forudsatte spildevandsstrømme fra forskellige installationsgenstande i boliger.
Installationsgenstand
Forudsat spildevandsstrøm, qS,f  [l/s]
Badekar
0,9
Bidet
0,3
Brusearrangement
0,4 
Gulvafløb i boliger
0,9 
Håndvask
0,3
Køkkenvask, enkelt eller dobbelt
0,6
Opvaskemaskine
0,6
Vaskemaskine 
0,6
Wc med cisterne eller skylleventil og med 6-9 liter skyllemængde
1,8

Eksempel 1

Et gulvafløb er placeret i et badeværelse i et normalt hus, der rummer endnu et badeværelse, et køkken og et bryggers. Der regnes med tilløb fra håndvask på 0,3 l/s, fra badekar på 0,9 l/s og fra vaskemaskine på 0,6 l/s. Den forudsatte spildevandsstrøm beregnes som summen af de to største forudsatte spildevandsstrømme, dvs. 0,9 l/s + 0,6 l/s = 1,5 l/s uanset dimension på gulvafløbet. Da afløbsledninger typisk er koblet på wc, vil der ofte blive anvendt Ø 110 mm PVC-ledninger til afløb i boliger. 

4.6.3 Minimumsfald for spildevandsledninger

Minimumsfaldet er det mindste fald, som en ledning kan lægges med, for at afløbsnormens krav om, at ledningen skal være selvrensende, er opfyldt, se DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a).
I ledningssystemer med spildevandsstrømme under 0,5 l/s viser erfaringerne, at et ledningsfald på 20 ‰ normalt er tilstrækkeligt til at sikre selvrensning. 
Minimumsfaldet for liggende ledninger kan uden beregning sættes til 12 ‰, når mindst ét wc med en skyllevandsmængde på 6 liter er tilsluttet, og 20 ‰, når wc'er ikke er tilsluttet. Da stort set alt nybyggeri udføres med lavtskyllende wc’er (4 eller 2 liters skyl), kræves større fald. Det anbefales, at der anvendes et fald på mindst 20 ‰, som vil være tilstrækkeligt i alle tilfælde.

Liggende ledninger

Ledninger i jord skal have en indvendig diameter på mindst 75 mm. Ledninger i jord, der fører afløb fra wc, skal have en indvendig diameter på mindst 96 mm. Ledninger i bygning, der fører afløb fra wc, skal have en indvendig diameter på mindst 75 mm.

Stående ledninger

En liggende del af en i øvrigt stående ledning skal – uanset længden – dimensioneres som en almindelig liggende ledning. Hvis den har et fald under 35 ‰, vil den få større dimension end den stående ledning. En eventuel stående ledning, der følger efter den liggende ledning regnet i strømningsretningen, skal have mindst samme dimension som den liggende del.

4.6.4 Dimensionering af ikke-udluftede spildevandsledninger

Der henvises til SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a).

4.6.5 Dimensionering af udluftningsledninger

Udluftningsledninger skal udføres og dimensioneres, så tryksvingningerne i ledninger, der er dimensioneret som udluftede, ikke overstiger ± 400 Pa. Hvis dimensionen på udluftningsledningen fastsættes uden beregning, anvendes retningslinjerne i tabel 10 sammen med følgende overvejelser:
  • Samles flere udluftningsledninger til en, bør denne have en indvendig diameter på mindst 96 mm.
  • Tagbrønde og andre regnvandsindløb bør kun anvendes som udluftning, hvis lufttilførslen er sikret under tilløb af regnvand.
Tabel 10. Fastsættelse af dimension på udluftningsledninger.
Sum af forudsatte spildevandsstrømme, ΣqS,f  [l/s]
Udluftningslednings mindste indvendige diameter, d [mm]
< 5
44
> 5
65

4.7 Regnvandsinstallationer og drænsystemer

Bygningsreglement 2015 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015) indeholder et generelt krav om, at regnvand, der falder inden for grundens grænser, skal bortledes, så der ikke opstår gener eller oversvømmelser. Det indebærer, at der skal etableres afløb fra tagflader, åbne kældernedgange og lyskasser. I sommerhuse er der ikke krav til tagrender, og tagvand kan derfor ledes til terræn.
Håndtering af nedbør på grunden afhænger af bygningstype, men også af de geotekniske forhold for jorden. I småhuse er følgende regnvandsinstallationer og drænsystemer relevante:
  • Tagrender og nedløbsrør
  • Fald på terræn
  • Lokal afledning af regnvand (LAR)
  • Ledningsdræn, som omfangsdræn og stikdræn
  • Stendræn.

4.7.1 Tagnedløb

Ifølge DS 432 (Dansk Standard, 2009a) skal regnvandsledninger dimensioneres under hensyntagen til, hvor ofte der kan accepteres ulemper eller skader som følge af overbelastning af ejendommens ledninger, se tabel 11. Til hver hyppighed svarer en regnrække og dermed en bestemt regnintensitet. Den er også angivet i tabel 11. I separatsystemer skal drænvand tilsluttes regnvandsledningerne, men da drænvandsmængderne er små, kan regnvandsledninger dimensioneres for den maksimale regnvandsstrøm uden hensyn til dræntilslutningen.
Tabel 11. Dimensionsgivende regnintensitet afhængig af acceptable risici for oversvømmelse (Dansk Standard, 2009a). Parameteren n angiver sandsynligheden for, at der i løbet af et år forekommer regnskyl med en intensitet, der er større end den dimensionsgivende.
n
Dimensionsgivende
regnintensitet, i [l/s·m2 (l/s·ha)]
Anvendelsesområde
1
0,011
(110)
Separatsystemer:
Hvor der kun er risiko for ulemper,
fx mindre oversvømmelser udenfor
bygninger
Fællessystemer:
Hvor der kun er risiko for ulemper, fx lugtgener.
Oversvømmelser accepteres ikke.
1/2
0,014
(140)
Hvor der kun er risiko for let oprettelige skader på bygninger, inventar og lignende. Skader bør kunne oprettes ved almindelig rengøring og kortvarig udtørring. Der bør kun kunne forekomme oversvømmelse i rum med vandtætte gulvkonstruktioner.
1/10
0,023
(230)
Hvor der er risiko for svært oprettelige skader på bygninger, inventar og lignende.
~ 0
Hvor der er risiko for ulykker og sundhedsfare for dyr og mennesker. Overbelastning accepteres ikke.
Separatsystemer dimensioneres normalt med overbelastning en gang om året, dvs. i = 0,011 l/s·m2 (110 l/s·ha).
I mange områder er det fastlagt gennem en landvæsenskommissionskendelse, hvilken regnintensitet en ejendoms ledninger skal dimensioneres for. Oplysning herom fås hos myndigheden. Her
anvendes ofte i = 0,013 l/s·m2 (130 l/s·ha) i fællessystemer, og
i = 0,010 l/s·m2 (100 l/s·ha) i separatsystemer.
Ved dimensionering af afløbsinstallationer regnes der traditionelt med regnskyl med en varighed på 10 minutter. Kortere og kraftigere regnskyl er der erfaringsmæssigt ikke grund til at regne med.
Hvis der skal tages højde for de fremtidige klimaændringer, skal regnintensiteterne ganges med klimafaktorerne i tabel 12.
Tabel 12. Klimafaktorer, som anvendes for at tage højde for fremtidige klimaændringer afhængigt af anlæggets forventede levetid. Parameteren n er sandsynligheden for, at der i løbet af et år forekommer regnskyl med en intensitet, der er større end den dimensionsgivende (Dansk Standard, 2009a).
Regnens gentagelsesperiode
2 år
10 år
100 år
n
½
1/10
1/100
Klimafaktor
1,2
1,3
1,4
Klimafaktorerne er beregnet for en fremskrivningshorisont/forventet teknisk levetid på 100 år. Det betyder, at der ved brug af klimafaktoren også skal ses på anlæggets tekniske levetid.

Skrå tage

Den mest udbredte tagform er det skrå tag med tagdækning af teglsten, bølgeplader, skifer eller tilsvarende. Regnvandet føres til en tagrende, hvorfra det gennem et nedløbsrør føres til afløbsinstallationen – normalt over en nedløbsbrønd. Tagrender udføres normalt med halvcirkulært tværsnit, men andre tværsnitsformer forekommer, fx trapezformede og rektangulære. Materialet er oftest stift PVC eller zink, men også kobber og rustfrit stål anvendes.
Ved projektering af tagrender bør det sikres, at vandet fra taget ender i tagrenden. Specielt ved skotrender, der modtager vand fra flere tagflader, kan der forekomme store vandmængder. Placeringen af tagrenden må desuden ikke lukke for ventilationen af tagkonstruktionen, hvis denne er ventileret. 
En tagrendes vandføringsevne er afhængig af dens størrelse, form og fald. For at undgå for stor afstand fra tagkant til rende er det almindelig praksis at montere tagrender med meget små fald – eventuelt helt vandrette, men uden bagfald. Det er kun tværsnitsarealet og den geometriske form, der har betydning for vandrette renders vandføringsevne.
Figur 50 viser tagrenders kapacitet afhængigt af deres tværsnitsareal, tagarealet og regnintensiteten. Figuren gælder for skrå tage med hældning mindre end 50°.

Eksempel 10

I et område med regnintensitet, i, på 0,013 l/s·m2 (130 l/s·ha) kan en halvrund tagrende med diameteren 100 mm – i henhold til figur 50 – afvande et tagareal på 64 m2, hvis nedløbsrøret placeres for enden af tagrenden (L1/(L1 + L2) = 1), eller 128 m2, hvis nedløbsrøret placeres i midten (L1/(L1 + L2) = 0,5).
Figur 50. Vandrette tagrenders kapacitet afhængig af regnintensiteten, tagrendens dimension og nedløbsrørets beliggenhed.
Figur 50. Vandrette tagrenders kapacitet afhængig af regnintensiteten, tagrendens dimension og nedløbsrørets beliggenhed.

Nedløbsrørs kapacitet

Den vandmængde, som et nedløbsrør kan føre, afhænger af indløbets form, dvs. om indløbet har skarpe eller runde hjørner. Desuden afhænger kapaciteten af, om nedløbsrøret får tilført vand fra en eller to sider.
Hvis oversvømmelse som følge af tilstopning af et nedløb kan bevirke, at der trænger vand ind i bygningskonstruktionen, bør der etableres mindst to nedløb.

Eksempel 11

I et område med regnintensitet, i, på 0,013 l/s·m2 (130 l/s·ha) kan et 80 mm nedløbsrør – i henhold til figur 51 – afvande 200 m2 tag, hvis det placeres for enden af tagrenden, og 290 m2, hvis det placeres midt for tagrenden.
I fællessystemer kan tagnedløb fra skrå tage tilsluttes den øvrige afløbsinstallation på følgende måder:
  • Gennem en lukket ledning til en mindst Ø 0,2 meter nedløbsbrønd.
  • Gennem en åben Kinnekulla-rende med fald til en nedløbsbrønd. Myndighederne kan forbyde den, hvis den skønnes at medføre gener. Løsningen bør ikke anvendes, når bygningen har terrændæk, og under alle omstændigheder skal terrænet have et fald på mindst 25 ‰ væk fra huset. Det er vigtigt, at lunker fra utilstrækkeligt komprimerede opfyldninger fyldes op, så terrænfaldet væk fra bygningen er sikret.
Figur 51. Nedløbsrørs kapacitet afhængig af regnintensiteten, nedløbsrørets dimension og placering.
Figur 51. Nedløbsrørs kapacitet afhængig af regnintensiteten, nedløbsrørets dimension og placering.

Flade tage

På flade tage anvendes normalt tagbrønde med 100 mm diameter, og det anbefales, at der altid anvendes mindst 2 tagbrønde af hensyn til sikkerheden i tilfælde af tilstopning. Én tagbrønd er tilstrækkelig til at afvande tagflader på 200-300 m2, og 2 tagbrønde vil derfor være tilstrækkelig til almindelige småhuse. Tagbrøndene forsynes som regel med bladfang, som kan ændre kapaciteten af afløbsbrønden både i op- og nedadgående retning.
På flade tage er inddækninger omkring skorstene, ventilationshætter, ovenlys mv. sårbare. For at beskytte inddækningerne og de bærende tagkonstruktioner mod overbelastning er det nødvendigt at:
  • Tagbrønde placeres på tagets laveste punkter. Der skal i forbindelse hermed tages hensyn til konstruktionens nedbøjning.
  • Der anbringes mindst to afløbsbrønde
  • Tagbrønde forsynes med bladfang
  • Tagbrønde placeres så langt fra inddækninger, at både tagafløbsskålens inddækning og øvrige inddækninger kan udføres forsvarligt.
Tagbrønde forbindes med nedløbsrør udført som almindelige stående ledninger. Samlingen mellem tagafløbsskålen og indvendigt nedløbsrør skal opfylde tæthedskrav svarende til tæthedskrav til ledninger i DS 432 (Dansk Standard, 2009a).

Nødoverløb fra flade tage

På flade tage bør der etableres nødoverløb, som kan træde i funktion, hvis tagafløbsskålene tilstoppes af is, grene eller blade. Overløbet kan udføres som en tagbrønd med forhøjelsesringe, der gennem en separat ledning fører vandet væk fra taget. Overløb kan også udføres som slidser eller rørgennemføringer i murkronen, se figur 52. Nødoverløbet skal ligge lavere end udluftninger, ventilationsindtag mv., og inddækningerne skal være ført mindst 50 mm op over laveste nødoverløbskote.
Figur 52. Tre principper or udførelse af nødoverløb fra flade tage. 
Figur 52. Principper for udførelse af nødoverløb fra flade tage. 
  1. Tagbrønd med forhøjelsesringe og separat afløbsledning. 
  2. Slids i murkrone. 
  3. Rørgennemføring i murkrone.

4.7.2 Terrænfald

For at minimere nedsivning langs fundamenter skal terrænet omkring en bygning udføres med fald væk fra bygningen i en afstand på mindst 3 m, så overfladevand, også ved snesmeltning og kraftig regn, ledes væk. Fald på terræn skal være mindst 1:40 (25 ‰) og med fast belægning mindst 1:50 (20 ‰). 
Afvanding fra terræn må ikke ske til drænsystemer og skal som hovedregel holdes på egen grund. Vand må derfor ikke ledes bort til fx nabo eller offentlig vej. 

4.7.3 Lokal afledning af regnvand – LAR

Når jordbundsforholdene er egnet, kan kommunen give tilladelse til, at afløb fra tage og mindre, befæstede arealer føres til nedsivning, se Bekendtgørelse om spildevandstilladelser mv. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 (Miljøministeriet, 2007). 
Regler for opbygning af nedsivningsanlæg til regnvand er angivet i DS 440, Dansk Ingeniørforenings norm for mindre afløbsanlæg med nedsivning (Dansk Standard, 1983), Rørcenter-anvisning 009, Nedsivning af regnvand i faskiner og Rørcenter-anvisning 016, Anvisning for håndtering af regnvand på egen grund (Teknologisk Institut, 2005; 2012). Eksempler på anlægsudformning findes i dette afsnit og på hjemmesiden www.laridanmark.dk.
Nedsivning af regnvand kan i områder med overbelastning af hovedkloakledninger mindske belastningen af hovedkloakkerne under regn.
I områder, hvor det i spildevandsplanen er angivet, at regnvandet skal nedsive, kan den enkelte grundejer pålægges at lade regnvandet nedsive. 

LAR-anlæg

Ved LAR-anlæg forstås anlæg, der håndterer eller bortskaffer regnvand så tæt ved kilden som muligt. Det kan for eksempel være nedsivning i faskiner, nedsivning i regnbede eller nedsivning i græsplæner. Der findes også særlige belægninger, fx til parkeringspladser, der tillader, at vand nedsiver gennem dem.
Jordbunden skal være egnet til nedsivning. Sand og grus er meget velegnet. Morænejord med ler kræver større anlæg. I meget tæt lerjord kan vandet ikke sive ned. For at bestemme om jordbunden er egnet til nedsivning, anbefales det, at der udføres en infiltrationstest, der er simpel og hurtig at udføre, se Rørcenter-anvisning 016 (Teknologisk Institut, 2012). 
Når der gives tilladelse til nedsivning af regnvand, er det ikke en forudsætning, at grundvandsspejlet ligger under bunden af fx faskinen. Det anbefales dog, at faskiner så vidt muligt etableres over grundvandsspejlet, da der ikke kan ske udsivning fra sideflader under grundvandsspejlet.

Nedsivning i faskiner

En faskine er et hulrum i jorden, hvor regnvand opsamles og siver ud i jorden gennem faskinens sider. Særligt i forbindelse med kraftig regn aflastes kloaksystemet, hvorved risikoen for oversvømmelser reduceres. Før faskinen skal der anbringes et sandfang, så faskinen ikke stopper til. I figur 53 ses en faskine opbygget af plastkassetter. Lange og smalle faskiner giver den bedste nedsivning. For at forhindre jord i at trænge ind i faskinen, skal top og sider dækkes med fiberdug.
Der skal graves så dybt, at der over fyldmaterialet i faskinen kan afdækkes med 0,3-0,4 meter jord. Faskinen kan kun aflede vand gennem de flader, som er over grundvandsspejlet. Det er derfor afgørende for faskinens funktion, at grundvandsspejlet ligger under faskinens bundniveau.
Vedligehold omfatter årlig rengøring af tagrender og riste ved nedløbsrør samt tømning af sandfangsbrønde.
Figur 53. Principskitse af opbygning af faskine med plastkassetter.
Figur 53. Principskitse af opbygning af faskine med plastkassetter.

Nedsivning i regnbed

Et regnbed er en lille beplantet lavning i haven, hvor regnvand fra tage og flisebelagte arealer i haven samles og siver ned i jorden. Regnbedet er en billig løsning til nedsivning af regnvand i haven, se figur 54. Et regnbed kan anlægges i en naturlig lavning i haven, eller det kan graves ud. Bunden skal bestå af ca. 0,4 m sandblandet muld, og planterne skal kunne tåle både tørke og vand. 
Figur 54. Principskitse af et regnbed. 
Figur 54. Principskitse af et regnbed. 

Nedsivning i græsplæne

Nedsivning i græsplæne er en simpel, billig og effektiv måde til at lade regnvandet nedsive fra tage og flisebelagte arealer. Græsarealet skal skråne væk fra huset. Når det regner, ledes vandet fra nedløbsrøret bort fra huset og ud på græsplænen. Der bør evt. anlægges en lille vold for enden af græsplænen, så vandet ikke kan løbe ind til naboen, se figur 55.
Figur 55. Principskitse af nedsivning i græsplæne. 
Figur 55. Principskitse af nedsivning i græsplæne. 

Tilladelse

Grundejeren skal have tilladelse fra kommunen til at lade regnvand nedsive på egen grund. Kommunen giver normalt tilladelse, når følgende er opfyldt:
  • Afledning skal ske til et anlæg, hvortil der ikke tilledes andre former for spildevand
  • Dimensionering, placering og udførelse af anlægget skal sikre, at der ikke opstår overfladisk afstrømning eller gener i øvrigt
  • Afstande til vandindvindingsanlæg og recipienter skal være mindst 25 m, se tabel 13
  • Afstande til beboelse og skel bør være som angivet i tabel 13.
Afstandskrav til beboelse og skel er vejledende og beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Denne konkrete vurdering kan fx foretages af en autoriseret kloakmester, men kommunen skal altid godkende de aktuelle afstande.
Tabel 13. Afstandskrav for nedsivningsanlæg til regnvand til drikkevandsboringer, recipienter, beboelse og skel.
Lovgivnings­mæssigt krav 
Vejledende krav iht. DS 440
Vejledende afstandskrav ved minimal risiko
Drikkevandsboring
25 m
Vandløb, søer, hav
25 m
Beboelseshus med/uden kælder
5 m
2 m 1)
Hus uden beboelse med kælder
2 m
2 m 1)
Hus uden beboelse uden kælder
2 m
1 m 1)
Skel
2 m
0,5 – 1 m 2)
  1. Hvis terrænet falder bort fra huset, hvis huset er nyt, eller hvis der på et eksisterende hus er etableret et lag, der spærrer for opstigende grundfugt
  2. Hvis jordbundsforholdene gør, at der ikke er fare for opblødning, eller hvis nabogrunden forbliver ubebygget

4.7.4 Ledningsdræn

Et ledningsdræn er et sammenhængende system af bortledningselementer og filterelementer omkring og/eller under bygninger. I forbindelse med ledningsdræn findes der:
  • Omfangsdræn
  • Stikdræn

4.7.5 Omfangsdræn

Et omfangsdræn er et enkelt drænsystem langs en bygnings yderfundament. Omfangsdræn tjener primært til bortledning af nedsivende overfladevand, se figur 56.
Figur 56. Principiel opbygning af omfangsdræn.
Figur 56. Principiel opbygning af omfangsdræn. Omfangsdrænet placeres med bundløb mindst 300 mm under den bygningsdel, der skal holdes tør. Drænet omgives af et filter, som hindrer, at der trænger jordpartikler ind i drænrøret. Tilfyldning af udgravningen sker bedst med drænende materiale, som afsluttes foroven med et lag tæt materiale, fx ler eller fliser, for at hindre for kraftig nedsivning af overfladevand. Terrænet udføres med fald væk fra huset for at reducere vandpåvirkningen på fundamentet. 
Bundløbet i omfangsdrænet skal placeres så dybt, at drænet ikke fryser til. Med de nuværende isoleringskrav til klimaskærmen, fx til fundament og terrændæk, bør drænet ikke placeres højere end 0,75 meter under færdigt terræn (i stedet for de tidligere anvendte 0,6 meter).
Højeste bundløbskote i drænrøret skal ligge mindst 0,3 m under den konstruktionsdel, der skal holdes tør. Drænrøret skal lægges med et fald på mindst 3 ‰, og gerne 5 ‰. Bundkoten i udgravningen til drænledningen må ikke komme under underkanten af fundamenterne. Ledningsdimensionen i et drænsystem må ikke være mindre end 70 mm.
Har huset kælder, skal drænet lægges så dybt, at det kapillarbrydende lag under kældergulvet kan afvandes til det. Bundløbet i drænet må derfor ikke ligge over undersiden af det kapillarbrydende lag.

4.7.6 Stikdræn

Under terrændæk og kældergulve udføres ofte et kapillarbrydende lag, der skal beskytte gulvet mod opstigende grundfugt. Kapillarbrydende lag anvendes kun over grundvandsspejlet. Vand, der opsamles i dette lag, kan ledes til omfangsdrænet via stikdræn. Et stikdræn er en rørgennemføring i fundamentet, som kan lede vand fra det kapillarbrydende lag ud til omfangsdrænet, se figur 57. 
Et stikdræn er ikke udelukkende positivt, da det kan medvirke til, at det lavere lufttryk inde i huset kan suge større mængder radonholdig luft ind i huset. Stikdræn bør derfor undgås i forbindelse med radonsikring (Rasmussen, 2015).
Figur 57.Stikdræn, der forbinder det kapillarbrydende lag med omfangsdrænet.
Figur 57. Stikdræn, der forbinder det kapillarbrydende lag med omfangsdrænet.

4.7.7 Stendræn

Det kapilarbrydende lag under dybe kældre kaldes ofte for et stendræn. Stendræn anvendes under gulve tæt på grundvandsspejlet eller i områder, hvor der findes vandårer. Et stendræn er et sammenhængende 150-200 mm tykt stenlag under bygningen. Det udføres af forholdsvis groft materiale, fx singels eller skærver. I underkanten af stendrænet kan placeres et antal drænstrenge, der som regel forbindes med omfangsdræn, se afsnit 4.7.4, Ledningsdræn.
Stendrænet sikrer konstruktionen mod indsivende grundvand og opstigende fugt. Stendrænet har en meget vigtig funktion som kapillarbrydende lag. Det er derfor vigtigt, at stenmaterialet ikke indeholder ler og silt, men udelukkende består af renvaskede materialer. Et stendræn er ikke særligt udsat for tilslamning, og der kan derfor vælges ret grove materialer.

4.7.8 Bortledning og rensning af drænsystemer

Bortledning af drænvand

Det vand, der er opsamlet i et drænsystem, kan bortledes direkte til recipient, til nedsivning eller til en afløbsinstallation. I separatsystemer skal drænvand altid sluttes til regnvandssystemet. Tilslutning til spildevandsledning kræver dispensation fra den lokale myndighed. Ved tilslutning til fællessystemer skal det sikres, at opstemning i hovedafløbssystemet ikke kan medføre forurening af drænsystemet. Tilslutning til en afløbsinstallation skal derfor ske mindst 0,3 m over højeste opstemningskote. I modsat fald skal tilslutning ske via en pumpebrønd. Da opstemningsniveauet i fremtiden ofte vil være terræn, skal dræn derfor som hovedregel altid pumpes. 
Tilslutning af drænsystem til afløbsinstallation bør ske til en mindst Ø 300 mm nedløbsbrønd med sandfang, vandlås og med regnvandstilløb. Indmundingen af drænet skal ligge mindst 0,2 m over vandspejlet i nedløbsbrønden.

Rensning af drænsystemer

I et drænsystem må ledningsdimensionen ikke være mindre end 70 mm, og ledningerne skal lægges med et fald på mindst 3 ‰. Drænsystemer skal kunne renses. Ved dræn med fabriksfremstillede bøjninger skal der derfor anbringes mindst Ø 300 mm rense- og inspektionsbrønde i udvalgte knækpunkter – normalt ved mindst hvert andet knæk, se figur 58. Alternativt kan drænet udføres med bløde bøjninger. Afstanden mellem rensebrønde må højst være 60 m.
Figur 58. Eksempel på placering af renseadgange i et drænsystem.
Figur 58. Eksempel på placering af renseadgange i et drænsystem. Renseværktøj kan vanskeligt passere bøjninger, uden at drænsystemet ødelægges. Derfor er renseadgangene placeret, så alle bøjninger kan renses fra to sider via en rensebrønd.