1 Vådrum
Ved vådrum i småhuse forstås badeværelser med bruser eller badekar samt bryggers og wc-rum med gulvafløb.
Der skelnes mellem vådrum:
- hvor der forudses jævnlig vandpåvirkning af både gulv og væg, fx badeværelser med bruser eller kar
- hvor der kun lejlighedsvis er vandpåvirkning af gulvet, fx wc-rum og bryggers med gulvafløb. Vægge i disse rum forventes ikke udsat for direkte vandpåvirkning eller stor fugtpåvirkning og regnes derfor ikke som vådrumsvægge.
Bryggers og wc-rum uden gulvafløb betragtes ikke som vådrum. Af hygiejniske grunde bør gulve i wc-rum dog udføres som vådrumsgulve, dvs. så de har vandtæt overflade og er nemme at holde rene.
Bygningsreglements krav
I bygningsreglementets kapitel 3.3.2 og 4.5 stilles en række krav til vådrum. Der stilles både krav til udformningen af badeværelser mht. tilgængelighed og til den fysiske udformning af konstruktionerne for at sikre funktion og holdbarhed.
I boligers adgangsetage skal der mindst indrettes et wc-rum med niveaufri adgang og med en hensigtsmæssig indretning og størrelse. Kravet om indretning og størrelse kan opfyldes med en fri afstand ud for installationer som håndvask og wc på mindst 1,1 m. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed.
Konstruktioner i vådrum skal kunne modstå normalt forventelige fugtpåvirkninger og mekaniske og kemiske påvirkninger uden at skades, fx uden at få så store deformationer, at flisebeklædning eller eventuelt vandtæt lag beskadiges.
Vand på gulvet skal i henhold til bygningsreglementet afledes til gulvafløb. Gulvet skal derfor have fald mod afløb, og der må således ikke være bagfald eller lunker (vandpytter), som hindrer vandet i at blive afledt. Faldet kan eventuelt reduceres på de mindst vandbelastede områder, men bør være større under faste installationer, fx under badekar, så det sikres, at der ikke står vand på gulvet.
Gulv og vægge, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte. I den jævnligt vandpåvirkede del af vådrummet må der ikke være rørgennemføringer i gulvet.
Vådrum skal udformes, så de sårbare dele beskyttes mod vandpåvirkning, og så der opnås størst mulig sikkerhed for, at omgivende konstruktioner ikke beskadiges af indtrængende fugt. Skeletvægge og gulv- og vægkonstruktioner, som indeholder organiske materialer, skal beskyttes af et egnet vandtætningssystem. Vandtætningssystemer betragtes som egnede, hvis de er beskrevet i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015) eller er omfattet af en godkendelse tilpasset nationale danske krav, fx en MK-godkendelse eller en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering).
I rækkehuse, dobbelthuse og tilsvarende, hvor der er lydkrav, kræves særlige konstruktioner, se SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015). Hvis der er etableret lydadskillelse i de øvrige konstruktioner, kan vådrumsløsninger beskrevet i denne anvisning anvendes.
1.1 Zoner i vådrum
Vandtæt behandling eller beklædning kan være nødvendig for at sikre vandtæthed af gulve og vægge. De krav, der stilles til vandtætningen, afhænger af konstruktionens opbygning og af den forventede vand- og fugtbelastning.
1.1.1 Zoneinddeling
I vådrum skelnes der mellem vådzone og fugtig zone, se figur 2 og figur 3. Afstandskravene angivet i figurerne gælder også, hvis der er installeret badekar. Badekarret betragtes i så fald på samme måde som bruseområdet. Se figur 1.
Vådzone
Vådzonen omfatter den del af rummet, der jævnligt – ofte dagligt – er direkte påvirket af vand. Her stilles de strengeste krav til konstruktioner, materialer og overfladebehandlinger.
Vådzonen omfatter:
- hele gulvet
- de nederste 100 mm af alle vægge
- vægge ved bruseniche, badekar og håndvask med brusearmatur.
Vådzonen på vægge går helt til loft. I særligt høje rum kan området over højden 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone, se figur 1 og figur 2.
Figur 1. Vådzone og fugtig zone i vådrum med bruseniche. Vådzonen omfatter hele gulvet og væggene omkring brusenichen indtil 500 mm fra dens afgrænsning. Vådzonen på væggene går helt til loft. I særligt høje rum kan området over højden 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone. Vand fra gulvet skal afledes til gulvafløb, dvs. gulvet skal have fald mod afløb. Området, som er afgrænset af den prikkede linje viser, hvor der skal være fald på gulvet, og hvor der ikke må være rørgennemføringer. Området går 500 mm ud fra brusenichens afgrænsning. Da der ikke må være lunker eller bagfald på gulvet, anbefales det at udføre gulvet med et lille fald mod afløbet overalt. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.
Brusenicher
Ved brusenicher forstås bruseområder, hjørner og egentlige nicher med vægge på tre sider. Brusenichen eller bruseområdet vil typisk være afgrænset af badeforhæng, skærmvægge eller glasdøre. Almindeligvis regner man størrelsen af en standardbruseniche for 800 × 800 mm eller bedre 900 × 900 mm, men brusenicher kan også være cirkulære eller have andre størrelser afhængigt af forholdene, fx 700 × 900 mm eller 600 × 1000 mm.
Sidder bruseren midt på en lang væg, regnes selve bruseområdet at gå 450 mm ud fra hver side af bruseren, mens vådzonen går yderligere 500 mm ud på hver side af bruseren. Det betyder, at vådzonen i alt går 950 mm ud fra hver side af bruseren.
Anvendes fastmonterede skærmvægge, der slutter tæt mod væggene, afgrænser disse vådzonen på væggene, se figur 2. Skærmvægge kan også udføres som døre, forudsat at dørene slutter tæt til den væg, de er ophængt på, og går næsten helt til gulv, dvs. så dørene kun har en afstand til gulvet, der sikrer, at de kan åbne og lukke.
Figur 2. Vådzone og fugtig zone i vådrum med fastmonterede skærmvægge med en bredde på mindst 250 mm omkring bruseniche. Skærmvægge kan også udføres som døre, forudsat at dørene går helt til gulv og slutter tæt til den væg, hvorpå de er ophængt. Vådzonen omfatter hele gulvet og væggene inden for skærmvæggene. Vådzonen på væggene går helt til loft. I særligt høje rum kan området over højden 2,3 m dog betragtes som fugtig zone. Er gulvet i brusenichen afgrænset fra det øvrige gulv, fx forsænket, kan der føres rør gennem gulvet helt op til skærmvæggenes yderside. Da der ikke må være lunker eller bagfald på gulvet, anbefales det at udføre gulvet med et lille fald mod afløbet overalt. Opkanter som afgrænsning bør så vidt muligt undgås og må i givet fald ikke være over 25 mm høje. Anvendes der opkanter, vil det være nødvendigt med et ekstra afløb uden for brusenichen for at opfylde kravet om vandafledning fra gulvet. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.
Badekar
I vådrum med badekar gælder samme retningslinjer med hensyn til vådzone og fastmonterede skærmvægge som for brusenicher. Vådzonen ved badekar går 500 mm ud fra badekarret. Det vandtætte lag skal være gennemgående på gulv- og vægkonstruktioner, som kræver vandtætning, og må ikke afbrydes eller udelades bag ved og under badekar. Eksempelvis skal både vådrumsmembran og fliser på skeletvægge føres ned bag badekarret.
Figur 3. Vådzone og fugtig zone i vådrum med badekar i hjørnet. Vådzonen omfatter hele gulvet, de nederste 100 mm af væggene og væggene indtil 500 mm fra badekarret. Vådzonen på væggene går helt til loft. I særligt høje rum kan området over normal lofthøjde, dvs. 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone. Der må ikke være rørgennemføringer nærmere end 500 mm fra karret – markeret med den prikkede linje. På gulv- og vægkonstruktioner, som kræver vandtætning, skal det vandtætte lag være gennemgående og må ikke afbrydes eller udelades ved badekar og fast inventar. Eksempelvis skal vådrumsmembran inklusive fliser føres ind under og ned bag badekarret. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.
Fugtig zone
Fugtig zone er vægområdet uden for vådzonen. Væggene i den fugtige zone bliver mere påvirket af fugt end væggene i boligens øvrige rum, fx som følge af høj relativ luftfugtighed og lejlighedsvis vandpåvirkning. Der stilles derfor også i fugtig zone skærpede krav til materialevalg og opbygning af konstruktion.
Små vådrum
I små vådrum, dvs. vådrum med et gulvareal mindre end 3,25 m2 eller med en bredde på 1,3 m og derunder ved bruseområde/bruseniche, omfatter vådzonen alle vægoverflader. I vinkelformede vådrum, hvor bruseren er placeret i en niche, vil det være afstanden og størrelse på vådrummet, som afgør, om vægge skal udføres som for vådzone eller fugtig zone.
Bryggers, wc-rum og vaskerum
I bryggers, wc-rum, vaskerum mv. med gulvafløb og vægge, der ikke forventes påvirket af vand, omfatter vådzonen gulvet og de nederste 100 mm af alle vægge. Der stilles ingen krav til den øvrige del af vægoverfladerne.
1.1.2 Belastningsklasser
Der findes tre belastningsklasser for vådrum – lav, middel og høj (Brandt & Morelli, 2015). De fastsættes på baggrund af vådrummets vand- og fugtbelastning. På grund af den forventede belastning anvendes der i småhuse normalt kun følgende vådrumsklasser:
 | Klasse L (Lav): Vådrum med lav vand- og fugtbelastning, dvs. få daglige bade og god udluftning efter brug. Lav vand- og fugtbelastning findes fx i vådrum i enfamiliehuse, sommerhuse til eget brug og bygninger med begrænset anvendelse. |
|---|---|
 | Klasse M (Middel): Vådrum med middel vand- og fugtbelastning, dvs. flere daglige bade og/eller mangelfuld udluftning. Middel vand- og fugtbelastning findes fx ofte i tæt-lave boliger og sommerhuse til udlejning. |
Et vådrum henregnes ved planlægning, projektering og udførelse til den vådrumsklasse, som bedst dækker den påtænkte brug. Er der tvivl om, hvilken vådrumsklasse der skal anvendes, vælges den højeste af de relevante vådrumsklasser, for at opnå acceptabel sikkerhed mod vand- og fugtskader.
1.1.3 Disponering og valg af materialer og konstruktioner
Ved projektering af vådrum fastlægges belastningsklassen først. I småhuse er det som regel klasse L eller M.
Når belastningsklassen er fastlagt, skal vådrummet disponeres. Store rum vil normalt være at foretrække, fordi der i store rum er gode muligheder for funktionsdeling og gode planløsninger, også for personer med fysisk funktionsnedsættelse. Mindst ét wc-rum i en bolig – og helst også et baderum – skal være udformet til personer med fysisk funktionsnedsættelse.
Døre og vinduer er ikke beregnet til at modstå påsprøjtning af vand. Vådrummet bør derfor disponeres, så brusenichen placeres i god afstand fra vindue og dør, eller så en skærmvæg afgrænser bruseområdet mod vindue og dør.
Dernæst skal materialer og konstruktioner vælges, så de svarer til belastningsklassen og dermed det ønskede sikkerhedsniveau. De mest sikre og robuste konstruktioner vil være et naturligt valg, hvor der er stor belastning, og hvor der stilles høje krav til ydeevne. Modsat kan der slækkes på kravene til materialer og konstruktioner, hvis der kun er lille belastning og lavere krav til kvalitet. Er der tvivl, bør der benyttes højere belastningsklasse og/eller bedre konstruktioner.
Ved valg af materialer og konstruktioner skal man også tage hensyn til den forventede daglige brug og vedligehold af vådrummet.
1.2 Vandtæthed
Vandtæthed kan etableres på følgende måder:
- Konstruktionen kan udføres vandtæt i sig selv, fx som en betonvæg eller et betondæk i god betonkvalitet, fx Beton C20/25 iht.
EN 206-1 (Dansk Standard, 2011), og med tætte samlinger, se afsnit 2.1, Gulve og afsnit 2.2, Vægge. - Konstruktionen kan udføres med en af følgende vandtætte overflader:- En vandtæt belægning, fx en PVC-belægning- En beklædning, fx en vandtætningsmembran påført i flydende form eller som banevare og beskyttet med flisebeklædning (betegnes vandtæt flisesystem)- En malebehandling, dvs. et vådrumsmalesystem.Den vandtætte overflade skal beskytte alle bagvedliggende dele mod fugt, se afsnit 2.3, Vandtætte beklædninger.
- Konstruktionen kan udføres med et vandtæt lag inde i konstruktionen, fx en gummimembran eller plastfolie, som beskytter fugtfølsomme dele længere inde i konstruktionen. De dele, der ligger foran det vandtætte lag, skal kunne modstå påvirkning af vand og fugt, dvs. være fugtbestandige, se afsnit 2.1, Gulve og afsnit 2.2, Vægge.
Afhængig af den valgte konstruktionsopbygning kan gulv- og vægoverflader udføres med fliser, PVC, malebehandling, træbeklædning eller lignende. Kombinationsmulighederne fremgår af tabel 1 samt tabel 3 og tabel 4 i afsnit 2.2.1, Kombinationer af vægkonstruktioner og vandtætningssystemer.
Også samlinger skal være vandtætte, fx mellem gulve og vægge, i væghjørner og omkring gulvafløb og rørgennemføringer. Vandtætheden af samlinger og gennemføringer afhænger i høj grad af materialevalg, og hvor omhyggeligt arbejdet er udført.
Bemærk, at en konstruktions vandtæthed ikke alene må baseres på brug af en elastisk fugemasse, se afsnit 2.4.2, Fuger.
Vandtætte beklædninger og vandtætte lag inklusive samlinger må ikke kunne brydes på grund af bevægelser i konstruktioner eller materialer, fx fugtbevægelser i pladematerialer som følge af variationer i fugtindhold eller temperatur eller nedbøjning af gulve.
Belægninger, beklædninger og behandlinger skal være gennemgående og må ikke afbrydes eller udelades ved badekar og fast inventar, se figur 4. Gulvbelægninger og vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.
Figur 4. Det vandtætte lag i et baderum skal være gennemgående og dække alle væg- og gulvflader, herunder skjulte overflader under badekar og i cisterneskakte. Derved sikres, at vand ikke kan trænge ind i de bagvedliggende konstruktioner. Vand fra hele gulvet skal afledes til afløb, dvs. der ikke må stå vand på gulvet. Det gælder også gulvet under et badekar og i en installationsskakt, der er monteret på gulvet. For at undgå at vand står på gulvet, skal dette udføres med fald mod afløb. Der anvendes normalt et fald på 0,5-1 %. Melding af eventuelt udsivende vand fra en skakt eller under et badekar, kan fx ske ved at lave et meldehul eller melderør, så vandet i givet fald løber ud på et synligt sted. Under badekar, i installationsskakte og under fastmonteret inventar bør faldet derfor øges, så der er sikkerhed for at vandet ledes væk. Der skal være adgang, fx via en adgangslem, til rørsamlinger, der er skjult i installationsskakten eller under badekarret.
1.2.1 Samlinger og gennemføringer
Samling mellem gulv og vægge
Samlinger mellem gulv og vægge skal være vandtætte for at hindre, at vand trænger ned i terrændæk eller etageadskillelser eller ud i vægge. Samlingens udformning afhænger af konstruktionstypen. Der skal altid mindst udføres en inddækning, dvs. en vandtæt belægning over samlingen, se figur 5. Inddækningen kan fx udføres med en vandtætningsmembran med et ilagt armeringsbånd over samlingen. Membranen føres mindst 100 mm op ad vægge og ud på gulvet. Der skal være vandtætte samlinger overalt mellem vægge og gulv.
I badeværelsesgulve og -vægge skal gennemføringer være vandtætte. Eksempelvis skal der ved rørgennemføring med bøsning være tæt både mellem rør og bøsning og mellem bøsning og bygningsdel, se figur 6. Ved koblingsdåser med pex-rør skal tætheden af samlingen mellem væg og koblingsdåse sikres, hvilket for skeletvægge normalt sker med en selvklæbende butylmanchet, se figur 7.
Figur 5. Samlingen mellem gulv og vægge skal altid udføres med en vandtæt inddækning så tætheden er sikret. I dette eksempel er vist vægge og gulv, som er vandtætte i sig selv, fx udført af beton. Inddækningen føres mindst 100 mm op ad væggen og mindst 100 mm ud på gulvet.
Der skal være så få rørgennemføringer i gulv og væg som muligt. I gulvet bør gennemføringer helt undgås, men de kan om nødvendigt udføres i de mindst vandbelastede områder, dvs. hvor der ikke forventes jævnlig vandpåvirkning, se figur 1 og figur 2. I små vådrum, hvor bruseområdet afgrænses af vinger/brusevægge, må rør om nødvendigt føres gennem gulvet på den side af vingen/brusevæggen, der vender væk fra bruseområdet.
Figur 6. Eksempel på rørgennemføring i muret eller støbt væg beklædt med fliser. Bøsningen er fastholdt ved, at den er indstøbt i væggen. Tætning mellem bøsning og væg er udført med manchet og eventuelt vandtæt lag. Mellem bøsning og vægflade er der tætnet med O-ring, som er tilspændt med omløber, og mellem bøsning og rør er der tætnet med O-ring, tilspændt med tætningsroset. En tilsvarende bøsning kan anvendes til rørgennemføringer i flisegulve på betondæk eller lignende.
Væg i vådzone |   |
|---|---|
Væg i fugtig zone |   |
Læs mere om gennemføring af rør i vådrumsgulve og vægge i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015) samt Erfaringsblad (53) 01 09 28, Gennemføring af rør i vådrumsgulve og -vægge (Byg-Erfa, 2001a).
Figur 7. Snit i koblingsdåse for tilslutning af rør eller tapventil i skeletvæg med 2 lag pladebeklædning og MK-godkendt flisesystem med vandtætningsmembran. Koblingsdåsen er fastgjort til en travers indsat i væggens skelet. Tætning mod væg sker med koblingsdåsens forflange, som monteres fra forsiden af væggen. Over forflangen er der yderligere monteret en tætningsmanchet af selvklæbende butyl, og endelig er der påført vandtæt membran i forbindelse med vandtætning af væggen.
Væg i vådzone |   |
|---|---|
Væg i fugtig zone |   |
Figur 8. Koblingsdåse monteret i skeletvæg.
1.2.2 Fald mod gulvafløb
Bygningsreglementet kræver, at vand på gulve i vådrum skal afledes til gulvafløb, dvs. der ikke må stå vand på gulvet. Det gælder også gulvet under et badekar og i en installationsskakt, der er monteret på gulvet.
Vand må ikke stå på gulve, fordi stående vand medfører større vandpåvirkning og forøger risikoen for faldulykker, da gulvet bliver glat. Ved udførelse af gulve er der altid en vis tolerance på den planhed, der kan opnås. For at undgå risikoen for bagfald eller lunker (fordybninger som kan medføre vandpytter) frarådes det at udføre næsten vandrette gulve. Gulvet skal derfor altid udføres med et veldefineret fald mod afløb. I brusenicher anvendes normalt et fald på 1 % og under badekar og fast inventar 2 %.
I større vådrum kan fald mod afløb reduceres, men bør ikke være mindre end 0,5 % heller ikke i de dele af rummet, der ikke udsættes for jævnlig vandpåvirkning, fx området uden for en forsænket bruseniche eller de områder, som i figur 1 og figur 2 er vist afgrænset af prikkede linjer.
1.2.3 Bassinvirkning
Dørtrin og eventuel opkant bevirker sammen med den vandtætte forbindelse mellem gulv og vægge og faldet på gulvet, at gulvet virker som et bassin, der kan opsamle en vis vandmængde, se figur 9 og figur 10. Det højeste sted i rummet skal være gulvets overflade ved døren. Det vandtætte lag i gulvet eller den vandtætte gulvbelægning skal i alle tilfælde forbindes vandtæt med bundkarmen eller gulvet i det tilstødende rum.
Er afløbet i et vådrum tilstoppet, gør bassinvirkningen det muligt at gribe ind, inden vand fra en utæt vandinstallation, en defekt vaskemaskine eller lignende løber ud i tilstødende rum. Figur 9 og figur 10 viser eksempler på gulve ved døre i vådrum.
Figur 9. Eksempel på detalje ved dør uden bundkarm. Gulvet er udført med 1 % fald mod gulvafløbet, og i plan med gulvet i det tilstødende rum af hensyn til kørestolsbrugere/gangbesværede. Den lodrette afstand mellem gulvoverfladen ved døren og oversiden af gulvafløbet skal være mindst 30 mm for at sikre, at gulvet virker som et bassin. Vådrummet er i eksemplet vist med fliser på afretningslag på beton, og gulvet i det tilstødende rum som trægulv på strøer.
Gulv |   |
|---|
Figur 10. Eksempel på døråbning hvor gulvet ved døren er næsten vandret, dvs. med meget lille fald. Selvom gulve må udføres med meget lille fald (næsten vandrette), må der ikke være lunker (risiko for vandpytter), og det anbefales derfor, at der altid uføres et veldefineret fald mod gulvafløb. Den lodrette afstand mellem gulvoverfladen ved døren og oversiden af gulvafløbet skal også her være mindst 30 mm for at sikre, at gulvet virker som et bassin. Hvis faldet på gulvet er mindre end 1 %, skal der suppleres med en mindst 10 mm høj vandtæt skinne i døråbningen for at hindre vand i at løbe ud ad døren. Gulvet i det tilstødende rum er trægulv på strøer.
Gulv |   |
|---|
Den lodrette afstand mellem gulvoverfladen ved døren og oversiden af gulvafløbet skal også her være mindst 30 mm – gerne mere – for at sikre, at gulvet virker som et bassin. Hvis faldet på gulvet ved døren er under 1 % skal der suppleres med en mindst 10 mm høj vandtæt skinne eller opkant i døråbningen for at hindre vand i at løbe ud ad døren.
1.2.4 Afgrænsning af bruseområde
Vand hindres bedst i at løbe ud over hele gulvet under badning ved at placere brusenichen i en forsænkning på ca. 10 mm i gulvet eller fx et øget ensidet fald mod gulvafløb. En forsænkning tillader, at vand fra hele gulvfladen kan ledes til samme afløb. Gulvafløbet anbringes i forsænkningen, og gulvet udføres med fald – normalt på 0,5-1 %. Det forsænkede område bør være så stort, at vand fra bruseforhæng kan dryppe af inde i forsænkningen. I den øvrige del af rummet kan gulvet udføres med et mindre fald mod forsænkningen, fx 0,5 %.
Opkanter omkring bruseområder bør så vidt muligt undgås. Hvis der udføres opkant, må den af hensyn til personer med fysisk funktionsnedsættelse højst være 25 mm høj. På grund af kravet om, at vand skal afledes fra gulvet, skal der i givet fald også være gulvafløb i den del af gulvet, som ligger uden for bruseområdet.
1.2.5 Gulvafløb – type og placering
Gulvafløb skal egne sig til den aktuelle type gulv og gulvbelægning. Det anbefales at anvende afløb med VA-godkendelse, fordi man derved lettest sikrer, at nationale danske krav er overholdt. Yderligere oplysninger om gulvafløb findes i afsnit 4, Afløbsinstallationer.
Gulvafløbsskålen skal placeres mindst 60 mm fra træbjælker og med kant af afløbsskål/risteramme mindst 150 mm fra væg. Afstanden fra gulvafløb til dør bør være mindst 600 mm, så der kan opnås et passende fald på gulvet. Gulvafløb skal være let tilgængelige, så de kan renses, og må ikke placeres, hvor vaskemaskine eller tørretumbler forventes anbragt. Gulvafløb må ikke dækkes af skabe eller lignende, som besværliggør rensning, se DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009a).
Anvendes rendeafløb eller hjørneafløb, kan ovenstående krav fraviges. Gulvafløbet skal i givet fald have en ETA eller være MK-godkendt og monteres efter leverandørens anvisninger. ETA’en eller MK-godkendelsen dokumenterer, at det er muligt at indbygge afløbet vandtæt i konstruktionen. Afløbsskålen skal fastgøres til underlaget, fx støbes eller skrues fast i undergulvet. Afløbsforbindelserne skal være så fleksible, at de kan optage mindre lodrette bevægelser, uden at gulvafløbet forskydes i forhold til gulvkonstruktionen.
1.3 Tilgængelighed
I boliger med mere end ét bade- og wc-rum bør det egentlige badeværelse have den største grad af tilgængelighed, og mindst ét wc skal ifølge Bygningsreglement 2015, kapitel 3.3.2, stk. 1 ligge i adgangsetagen (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015). Døren til bade- og wc-rummet skal have en fri åbning på mindst 770 mm, men om muligt bør der anvendes en dør med en fri åbning på 870 mm, så en kørestolsbruger har mulighed for at komme uhindret igennem døråbningen. Dørtrin bør undgås. Foran wc'et, håndvasken skal der mindst være 1,1 m til modstående væg eller faste installationsgenstande.
Badeværelser bør indrettes så hensigtsmæssigt, at de er anvendelige for selvhjulpne kørestolsbrugere, og bør være forberedt, så de kan tilpasses personer med yderligere behov. Boliger, der hører under almenboligloven (Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, 2015), skal indrettes, så personer med handicap kan anvende bad og toilet.
For at sikre gode indretningsmuligheder bør bade- og wc-rum være mindst 1,8 × 2,9 m. Et eksempel på indretningen af et badeværelse med øget tilgængelighed er vist i figur 11, hvor der er et vendeareal på mindst 1,5 × 1,5 m foran håndvask og wc.
Yderligere oplysninger findes bl.a. i SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).
Figur 11. Eksempel på et bade- og wc-rum med en størrelse og indretning, der sikrer, at en person i kørestol kan benytte rummet. Brusenichen anvendes til at opnå den nødvendige afstand ved siden af wc’et. Målangivelserne er i overensstemmelse med anbefalingerne i SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015). Væggen med wc’et er fugtig zone, fordi bruseren ikke umiddelbart kan sprøjte vand på denne væg. Indhakket forudsættes at være mindst 250 mm dybt.