3 Vandinstallationer

Husets vandinstallation omfatter:

Jordledningen på privat grund, der går fra grundgrænsen til bygningen.
Husets ledninger, fx fordelings- og koblingsledninger.
Armaturer, ventiler og vandmåler mv.

3.1 Bygningsreglementets krav

Regler for vandinstallationer er i bygningsreglementet formuleret som en række overordnede funktionskrav.

Installationer skal udføres, så de ikke er til fare for personer eller medfører skader på bygninger, se BR15, kapitel 8.1 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015). Installationerne skal endvidere udføres, så de er beskyttet mod frost, og så energiforbruget minimeres.

Vandinstallationer skal udføres af autoriserede firmaer. Varmeanlæg, dvs. radiatorer, gulvvarme med tilhørende rør mv. må dog udføres uden autorisation.

Materialer og komponenter skal opfylde bygningsreglementets overordnede krav til funktionsevne og sundhed, se BR15, kapitel 8.4 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015). Materialer til vandinstallationer skal kunne modstå normale påvirkninger under brug fra mekanisk last og termiske påvirkninger fra høje temperaturer og temperaturskift, fx fra skiftevis koldt og varmt vand.

Leverandøren skal som udgangspunkt dokumentere sit produkts mekaniske og fysiske egenskaber. Hvis det er muligt, skal produkter CE-mærkes på baggrund af en harmoniseret standard. Alternativt eller supplerende kan produkterne have en frivillig VA-godkendelse eller en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering).

Vandinstallationer skal ifølge bygningsreglementet udføres af materialer, der ikke afgiver sundhedsfarlige stoffer til vandet eller omgivelserne i så store mængder, at det overskrider grænseværdierne i drikkevandsbekendtgørelsen. Kravet vedrører alle materialer, der indgår i installationen, fx rør, armaturer og pakninger.

Et produkts sundhedsmæssige egenskaber kan endnu ikke dokumenteres ved et CE-mærke. På dette område gælder danske krav. Egenskaberne skal dokumenteres ved en Godkendelse for byggevarer i kontakt med drikkevand (GDV), der udstedes af sekretariatet for ordningen, der ligger på Teknologisk Institut.

Bemærk, at varmforzinkede stålrør og kobberrør er undtaget fra kravet om dokumentation af deres sundhedsmæssige egenskaber. Rustfri stålrør er derimod omfattet af GDV-ordningen.

Vandinstallationer skal ifølge bygningsreglementet udformes, så behandlet vand og vand, der er tappet ved et tapsted, ikke kan strømme tilbage til drikkevandsinstallationen.

Varmt brugsvand

Bygningsreglementet stiller følgende særlige krav til varmt brugsvand:

Anlæg til produktion af varmt brugsvand skal under hensyntagen til varmtvandstapstedernes antal og brug kunne yde en tilstrækkelig vandmængde og vandstrøm med en temperatur, der passer til formålet.
Installationen skal udformes, så der er mindst mulig risiko for bakterievækst.
Energispild skal undgås.
Brugeren skal ved tapning ikke opleve besværende ventetid på det varme vand.
Varmtvandsinstallationer skal udføres, så der ved tapning af vand ikke opstår risiko for skoldning.

3.2 Tilrettelæggelse

Når en vandinstallation tilrettelægges, skal der tages hensyn til en række forskellige forhold, fx ressourceforbrug, sikkerhed mod personfare, skader og vedligehold. Den færdige udformning er ofte et kompromis mellem mange hensyn, og der kan derfor ikke gives en generel anvisning på udformning af den helt rigtige vandinstallation.

Den nøjagtige beliggenhed af forsyningsledninger eller stikledninger til grunden bør bestemmes. Oplysninger herom kan normalt fås hos forsyningen, der også kan oplyse om krav til placering af stikledning, og om eventuel eksisterende stikledning skal benyttes. I småhuse anvendes der typisk et stik, og placering af stikket kan have afgørende betydning for tilrettelæggelsen af vandinstallationen.

Forsyningen kan også oplyse om forsyningsledningers materiale og dimensioner. Det har betydning ved vurdering af trykforhold og vandinstallationens dimensionering og kan desuden være afgørende for tilslutningens udførelse.

Der bør foreligge et egentligt projekt over vandinstallationen, fx et myndighedsprojekt. Det kan være en autoriseret vvs-installatør, som projekterer og dimensionerer vandinstallationerne.

3.2.1 Autorisation

Arbejde med vand- og afløbsinstallationer må kun udføres af virksomheder med autorisation, se Lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2014). Vandinstallation i bygninger skal derfor udføres af en autoriseret vvs-installatør.

3.2.2 Kvalitetssikring og kontrol

Det er nødvendigt at foretage kvalitetskontrol for at sikre, at en vandinstallation lever op til de stillede krav. Kvalitetskontrol bør ske både under byggeprocessen, og når installationen er færdig. Kontrollen kan baseres på:

Kontrol af projekt
Kontrol af materialer og materiel
Kontrol under arbejdets udførelse
Prøvning af den færdige installation eller dele deraf.

Omfanget af entreprenørens egenkontrol og prøvning skal fremgå af projektmaterialet. Kontrollens omfang afhænger af projektets størrelse, men den skal principielt omfatte:

Tilladelser
Overholdelse af krav i bygningsreglementet og vandnormen (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015; Dansk Standard, 2009b)
Føringsveje
Anvendte materialer og installationsdele
Udførelsen er i overensstemmelse med projektet
Tæthed
Efterkontrol.

Prøvning af vandinstallationer kan i praksis bestå dels af prøvning af installationens funktion og dels af en tæthedsprøvning. Tæthedsprøvning gennemføres normalt som en trykprøvning af en autoriseret vvs-installatør. Se desuden SBi-anvisning 234, Vandinstallationer – funktion og tilrettelæggelse (Brandt, Buhl & Monrad, 2011a).

3.2.3 Drift- og vedligehold

Installationer skal være udskiftlige, hvis de kræver tilsyn og vedligehold eller har kortere levetid end bygningen. Alle komponenter, der kræver pasning og vedligehold, skal desuden være let tilgængelige, så arbejdet kan foretages ubesværet og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Der skal også afsættes tilstrækkelig plads til, at eventuelle reparationer kan udføres uden at skade naboinstallationer eller omgivende bygningsdele.

Skader på skjulte rør, som ikke er ført i tomrør, udgør en betydelig risiko for følgeskader på tilstødende bygningsdele. Skjulte rør skal derfor placeres, så eventuelle utætheder hurtigt bliver afsløret, fx ved synlig melding af lækager.

Gennemskylning

Snavs og urenheder i installationer kan give anledning til problemer, fx at ventiler og armaturer ikke mere lukker tæt.

Vandnormen anbefaler, at installationer gennemskylles, inden de tages i brug (Dansk Standard, 2009b). Der bør også altid foretages en grundig gennemskylning efter større reparations- og vedligeholdsarbejder. Disse arbejder giver nemlig ofte anledning til, at urenheder fra ledninger løsnes og føres med vandstrømmen til ventiler eller armaturer, hvor de kan umuliggøre lukning, ødelægge ventilsæder mv.

Drifts- og vedligeholdsvejledning

BR15 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015) og vandnormen (Dansk Standard, 2009b) kræver, at der foreligger en fyldestgørende vejledning om drift, vedligehold og kontrol samt et sæt hovedtegninger med oplysning om placering af alle komponenter, der kræver vedligehold og kontrol.

3.3 Føringsveje/Rørføring

3.3.1 Fastlæggelse af føringsveje

Føringsveje for vandinstallationens vigtigste ledninger fastlægges efter følgende retningslinjer:

Ledninger i jord skal være så korte som muligt under hensyntagen til placering af måler. Placering af hovedafløbsledninger, fjernvarmekanaler, elkabler mv. har ofte stor betydning for de praktiske muligheder for indføring af stikledninger.
Vandmåleren placeres så tæt ved ledningens indføring i bygning som muligt.
Ledningerne skal være så tilgængelige og udskiftelige som muligt for at undgå dyre reparationer og risiko for vandtab og vandskader på bygninger og omgivelser.
Undgå føringsveje i klimaskærmen på den udvendige side af tæthedsplanet og minimer gennembrydninger, så risikoen for utætheder og deraf følgende vandskader reduceres.

3.3.2 Ledninger i jord

Lægning af vandledninger i jord skal udføres i overensstemmelse med gældende normer, der omfatter:

DS 430, Dansk Ingeniørforenings norm for lægning af fleksible ledninger af plast i jord (Dansk Standard, 1986)
DS 439, Norm for vandinstallationer (Dansk Standard, 2009b).

Udførelse

Udførelse af jordledninger kræver nøje kendskab til selve grunden, herunder terrænets og bebyggelsens højdeforhold, især hvis frostsikring af jordledningerne skal ske ved lægning i frostfri dybde. I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt at få foretaget et nivellement.

Hvis jordledninger placeres under grundvandsspejlet, skal der træffes særlige foranstaltninger. Under udførelse skal det fx sikres, at der ikke trænger forurenet vand ind i ledningerne.

Vandledninger bør ikke lægges i samme grav som fjernvarme- og kloakledninger. Hvis de anbringes i samme grav, skal afstanden mellem parallelle vandledninger og fjernvarme- eller kloakledninger være mindst 0,5 m. Vandledningen skal ligge højere end kloakledningen.

Koldtvandsledninger i jord

Koldtvandsledninger i jord skal sikres mod frost. Vandnormen (Dansk Standard, 2009b) angiver, at frostsikring kan ske ved nedgravning til frostfri dybde. Ledningen ligger i frostfri dybde, når der er mindst 1,2 m fra terræn til toppen af ledningen.

3.3.3 Indføring i bygning

Overgangen fra ledninger i jord til ledninger i bygning er kritiske punkter i vandinstallationen. Der skal tages hensyn til:

at ledningen ikke svækker fundamentet
at sætninger i jord og fundamenter ikke beskadiger ledningen
at udsivende vand fra ledningsbrud eller utætte samlinger ikke kan underminere fundamentet
at indføringen skal tætnes forsvarligt for at sikre lufttæthed og sikre mod indtrængning af radon, se SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) og SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2015).

Indføring gennem terrændæk

Når jordledninger indføres gennem terrændæk, skal man være opmærksom på, at ikke-udskiftelige ledninger under bygningen skal udføres uden samlinger, medmindre det er samlinger, der er godkendt til formålet, dvs. fabriksfremstillede og kontrollerede, jf. DS 439:2009 (Dansk Standard, 2009b). I figur 35 er der vist et eksempel på indføring gennem terrændæk.

Figur 35. Indføring af plastledning (diameter d ≤ 40 mm) gennem terrændæk. Ledningen er ført i beskyttelsesrør, og samlinger er udført uden for fundament og over gulv.

Ledninger, der krydser fundament

Ledninger, der krydser fundamenter, føres igennem et udsparet hul med 50-100 mm luft rundt om ledningerne. Ledningerne må ikke faststøbes i fundamenterne, og de må ikke anbringes under fundamentets underkant. Hvis ledninger krydser under fundamentets underkant, skal der udføres fundamentsnedføringer som vist på figur 36 og figur 37.

Figur 36. Fundamentsnedføring for ledninger, der krydser et fundament under fundamentets underkant. a) opstalt. b) snit.

Figur 37. Fundamentsnedføring kan aftrappes som vist, når ledninger ligger dybt.

Indføring gennem kældervæg

Det sted, hvor en ledning passerer en kældervæg, er altid et svagt punkt i en installation, fordi der umiddelbart uden for kældervæggen normalt har været foretaget udgravning for støbning af væg og fundamenter.

I den opfyldning, der er foretaget, sker der næsten altid sætninger, der kan forårsage brud på ledningerne, hvis der ikke sikres imod det. Der er to muligheder for at sikre mod et sådant brud. Enten kan rørstrækningen i og umiddelbart uden for væggen udføres så stærk eller fleksibel, at den kan tåle påvirkningerne, eller passagen kan udføres, så røret kan bevæge sig og på den måde følge med sætningerne uden at gå i stykker.

Ved indføring af vandledning gennem kældervæg skal der tages hensyn til:

at der skal være vandtæt mellem kældervæg og jordledning (evt. bøsning)
at gennemføringen er tæt af hensyn til lufttæthed og sikring mod indtrængning af radon, se SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) og SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2015).
at opfyldningen på ydersiden af kældervæggen kan sætte sig. Sætninger kan medføre brud på stive ledninger, fx af stål, og udtrækning for visse samlingstyper

Gennemføringen i kældervægge udføres normalt med særlige bøsningsrør eller såkaldte murstykker, se figur 38.

Figur 38. Eksempel på gennemføring af vandrør i kældervæg.

Indføring kan også foretages med særlige indføringsrør, der er bukket på fabrik og forsynet med overgangssamlinger, fx til plastrør. Samlingerne placeres uden for fundament og over gulv.

Plastrør med en diameter på eller under 50 mm anses normalt for at være særligt udsatte for beskadigelse under udførelse, fx ved tilfyldning og komprimering af jord. Disse rør bør derfor altid forsynes med et beskyttelsesrør, som også bør føres med uden for bygningens fundament, så eventuelt udsivende vand ikke kan underminere fundamentet. Indvendig afsluttes det over gulv, se figur 35. Det er normalt kun muligt at trække pe-rør med diameter på højst 40 mm i bøjede tomrør.

Af hensyn til risikoen for frostskader må ledninger ikke føres ind i bygningen gennem eller i nærheden af lyskasser eller kældernedgange, men skal holdes i en afstand af mindst 1,0 m herfra.

3.3.4 Vandinstallation i bygning

Vandinstallationer skal placeres, så de ikke er til ulempe. Der kan dog ikke gives faste regler for, hvordan installationer i bygninger skal udformes. Det afhænger af bygningens udformning, installationens omfang, dimensioneringsforhold mv. Der er imidlertid en række forhold, man skal være opmærksom på og tage hensyn til.

Vandinstallationer skal udføres, så utætheder konstateres så hurtigt, at skader på omgivelserne undgås eller i det mindste reduceres mest muligt. Sikrest er det at placere installationen synligt, men dette er ofte uhensigtsmæssigt af andre årsager. Alternativt kan der anvendes tomrørsinstallationer, hvor eventuelle utætheder meldes gennem tomrøret.
Vandinstallationer skal udformes, så der ikke opstår frostskader.
Vandledninger skal placeres, så der ikke er risiko for, at de udsættes for skadelige kemiske, fysiske eller termiske påvirkninger, der kan skade dem eller kan bevirke uhensigtsmæssig opvarmning eller afkøling af vandet i ledninger.
Ledninger skal holdes i så stor afstand fra elinstallationer, at el- og vandinstallationerne ikke kan skade hinanden, se DS 1102:1987, Installationer i byggeriet. Rørledninger. Beregning af pladsbehov (Dansk Standard, 1987) og Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 528.2, Nærføring til ikke-elektriske installationer (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2001b).

Nyere vandinstallationer i småhuse er ofte udført som fordelerrørsinstallationer med pex- eller alupexrør ført i tomrør, der er indbygget i bygningskonstruktionen, fx placeret i skeletvægge eller indstøbt i gulve. Tomrørene er normalt fleksible, korrugerede plastrør, der føres fra et synligt sted, fx ved et fordelerrør, og ud til de enkelte tapsteder.

Fritliggende rør anvendes i mindre udstrækning – i dag primært rør af rustfrit stål. Anvendes synlige rør, er eventuelle utætheder direkte synlige, og ændringer og udbedring kan ske lettere, end hvis rørene er skjulte. Synlige rør er dog også mere udsatte for mekanisk overlast, fx stød fra døre eller personer.

Skjulte og indstøbte ledninger i bygning

Rørsamlinger skal kunne inspiceres og udbedres, og de må derfor ikke være skjulte.

Skjulte rør er desuden udsatte for skader, fx fra søm eller skruer, der perforerer dem, fordi man ikke kender rørenes placering. For at undgå den slags skader bør skjulte rørs placering afmærkes i byggeperioden, og deres placering bør angives på tegninger.

Rør i vægge og dæk bør primært føres i indervægge og over nedhængte/sænkede lofter. Herved undgås gennembrydning af klimaskærmen, som kan medføre utætheder. Det gælder også føringer til installationer på første sal, som med fordel kan placeres i en installationsskakt. Alternativt kan lodrette rør fræses ind i indersiden af en tung bagmur eller føres på indersiden af dampspærren i en let ydervæg.

Hulrummet i en hulmur bør ikke benyttes som føringsvej, da det vil give unødvendigt mange gennembrud af tæthedsplanet (bagmuren), ligesom det vil give en dårligere tilslutning mellem bagmuren og varmeisoleringen i hulmuren.

I sammenbyggede enfamiliehuse bør der ikke være lodrette føringsveje i de boligadskillende vægge, da disse vil reducere lydisolationen.

Fordelerrør for brugsvand

Fordelerrør af pex- eller alupex-rør anvendes for at afgrene vandinstallationen til forskellige formål, fx bad og køkken. Fordelerrør til en brugsvandsinstallation skal:

placeres, så eventuelle utætheder ved fx samlinger straks opdages. Hvis plastrør føres i indstøbte tomrør, bør disse være ført op over færdigt gulv, så eventuelt udstrømmende vand bliver ledt ud på gulvet og ikke trænger ud inde i bygningskonstruktionen.
placeres, så de er lette at inspicere og reparere.

Fordelerrør kan fx placeres i et fordelerrørskab placeret i væg eller skunk. Skabet skal have vandtæt bund, så der ikke kan trænge vand ud i bygningskonstruktionen. Eventuelt udsivende vand bør kun kunne løbe ud, hvor der er vandtæt gulv med gulvafløb.

Frostsikring

Vandinstallationer skal frostsikres, hvilket normalt sker ved at anbringe installationerne, så de ikke bliver udsat for frost. Selv i opvarmede bygninger er der områder, hvor der kan forekomme frost. Følgende retningslinjer bør derfor følges:

I klimaskærmen, fx i ydervægge, krybekældre eller skunkrum, anbringes ledninger altid på den varme side af isoleringen.
I uopvarmede rum bør vandledninger ikke anbringes i eller på ydervægge eller i nærheden af døre, vinduer eller andre åbninger til det fri.
Vandledninger, der lejlighedsvis kan blive udsat for frost, skal isoleres. Ledninger, der kan blive udsat for frost i længere perioder, bør forsynes med opvarmningsmulighed, fx elektriske varmekabler, der sættes i funktion i frostperioder.

Ledningers fastholdelse

Vandledninger udvider sig og trækker sig sammen, afhængigt af variationer i omgivelsernes og vandets temperatur. Fastholdelse af vandinstallationer til bygningsdele skal ifølge vandnormen ske, så der ikke sker skade på bygnings- eller installationsdele (Dansk Standard, 2009b). Det betyder, at ledningerne skal fastholdes, så de kræfter og dimensionsændringer, der opstår som følge af temperaturpåvirkning, kan optages.

I praksis bør ledningsnettet til vandinstallationer indrettes, så det kan ekspandere frit, og så bevægelserne optages i ekspansionssløjfer, sideslag og lignende. Metalrør ekspanderer mest, og de kræfter, der kan opstå, kan blive forholdsvis store. Plastrør, fx pex-rør, ekspanderer mindre, og de kræfter, der kan opstå, er tilsvarende mindre.

Ekspansionsmuligheder for indstøbte og indmurede rør

Indmurede eller indstøbte metalrør skal kunne ekspandere. I nye vandinstallationer vil indstøbte og indmurede – og dermed ikke-udskiftelige rør – i praksis altid være rustfri stålrør eller pex-rør til koldt vand.

For rustfri stålrør sikres muligheden for ekspansion normalt ved, at rørene isoleres med et elastisk isoleringsmateriale, som sikrer, at rørene kan ekspandere frit i længderetningen. Samlinger må ikke indstøbes.

For plastrør, hvor ekspansionskræfterne er små, kan rørene lægges uden at tage hensyn til længdeudvidelse, hvis de er fikseret, så kræfterne kan optages af selve bygningen, fx ved indstøbning.

Isolering af rør

Installationer isoleres ofte for at undgå energispild, men isolering kan også ske for at hindre kondensdannelse eller frostskader. Ledninger for varmt vand skal varmeisoleres i henhold til DS 452:2013 (Dansk Standard, 2013).

Isolering af installationen reducerer varmetabet til omgivelserne, så vandet ikke afkøles så meget mellem tapningerne. Vandspildet reduceres, fordi der går kortere tid før temperaturen er på det ønskede niveau, og der derfor tappes og kasseres mindre vand. Isoleringen kan dog ikke forhindre, at vandet afkøles, hvis der kun tappes fra installationen med lange mellemrum. Brugsvandet vil antage samme temperatur som omgivelserne, hvis stilstandsperioderne er lange nok.

Koldt- og varmtvandsledninger skal isoleres separat, så der ikke sker uønsket opvarmning eller afkøling. Ved koldt- og varmtvandsledninger, som iht. DS 452:2013 (Dansk Standard, 2013) skal isoleres, skal isoleringen føres igennem dæk og vægge.

3.4 Måling af vandforbrug

Der skal være en vandmåler i huset, og den skal være placeret, så den er let tilgængelig. Det er vandforsyningsselskabet, der leverer vandmåleren og udstikker reglerne for dens placering. Inden arbejdet påbegyndes skal der indsendes en ansøgning til vandforsyningsselskabet.

Målerplacering

Måleren skal anbringes så tæt ved jordledningens indføring som muligt og sådan, at måleren er let at aflæse og udskifte. Den skal desuden være beskyttet mod frost, utilsigtet opvarmning og skadelige ydre påvirkninger. Måleren anbringes så vidt muligt i bygningen. Hvor dette ikke kan lade sig gøre, anbringes den i en målerbrønd så tæt ved stikledningens eller jordledningens indføring som muligt.

Målere, der anbringes i bygning, anbringes i lettilgængelige rum og med frie afstande til gulv, væg og loft, som angivet i figur 39.

Figur 39. Måler i bygning. Figuren angiver de fri afstande, der ifølge vandnormen er nødvendige for bekvem aflæsning af måleren.

3.5 Installationskomponenter

Korrekt anvendelse kræver godt kendskab til komponenternes materialeegenskaber, samlingernes kvalitet og leverandørernes sortiment.

3.5.1 Rør

Valg af materiale

Rørmaterialerne har meget forskellige egenskaber og dermed forskellige anvendelsesområder. I dag anvendes især forskellige former for pex-rør og rør af rustfrit stål. Installationer med flere materialer kan korrodere. For at undgå korrosion skal fx rørmaterialer, fittings og ventiler være forenelige, og rørmaterialet skal tilpasses det lokale vand. Se SBi-anvisning 234, Vandinstallationer – funktion og tilrettelæggelse og SBi-anvisning 236, Vandinstallationer – installationsdele og anlæg (Brandt, Buhl & Monrad, 2011a; 2011c).

Der kan anvendes slangesæt til fx tilslutning af vaske- og opvaskemaskiner. Slangesæt er fleksible slanger med fastmonterede koblinger i begge ender. Koblingerne monteres på fabrik, og slangerne må derfor ikke afkortes. Der skelnes mellem slangesæt til teknisk brug, fx opvaskemaskiner, og til drikkevand. Sidstnævnte skal være godkendt til drikkevand.

Slangesæt må kun anvendes som koblingsledninger og kun i samme rum som det tapsted eller den maskine, der tilkobles. Der skelnes mellem slangesæt til:

Koldt vand (højst 25 °C)
Varmt og koldt vand (højst 95 °C).

Samlingsmetoder

Tabel 5 viser anvendelsesområder og samlingsmetoder for de forskellige rørtyper.

Brugsvandsrør skal udføres uden skjulte samlinger. Det vil sige, at der ikke må være indstøbte samlinger i gulve og vægge. Brugsvandsinstallationer udføres derfor ofte som tomrørsinstallationer, fx med et pex-rør ført i et korrugeret tomrør.

Samlinger på ikke-udskiftelige ledninger i jord bør kun forekomme, når der er god sikkerhed for vedvarende tæthed. Samlingstypen bør være godkendt til ikke-udskiftelige ledninger og være udført under betryggende forhold, fx på værksted. Vedrørende udførelse af samlingerne henvises til leverandørernes anvisninger.

Tabel 5. Vejledende eksempler på rør, formstykker og samlingsmetoder for udskiftelige ledninger i bygning, og for ledninger i jord uden for bygning. b er anvendelig i bygning, mens j er anvendelig i jord.

		Samlingsmetode
Rør	Formstykke	Svejsning	Mekanisk samling ¹⁾	Pressesamling
Pe	Plast eller metal	jb	jb	-
Pex	Metal	-	jb	b
Alupex	Metal	-	jb	jb
Rustfrit stål	Rustfrit stål	-	jb	jb

Mekaniske samlinger i jord skal være afzinkningsbestandige.

3.5.2 Armaturer

Armatur er en fællesbetegnelse for alle former for ventiler og haner, der anvendes til at regulere og aftappe vand. Armaturer skal opfylde de generelle funktionskrav til materialer og installationer, fx krav til kapacitet, holdbarhed, støjforhold og sundhed. Armaturer, som anvendes til drikkevand, skal være godkendte til formålet.

Armaturer kan opdeles i grupper på flere forskellige måder. På ETA-Danmarks hjemmeside, www.etadanmark.dk, findes der fortegnelser over alle armaturer, som er godkendt frivilligt. Der er desuden en oversigt over, hvilke produkttyper der kræver GDV-godkendelse.

Tabel 6 viser armaturerne opdelt i hovedgrupper som i SBi anvisning 234, Vandinstallationer – funktion og tilrettelæggelse (Brandt, Buhl & Monrad, 2011a). Andre armaturtyper med samme eller andre funktioner kan også anvendes – forudsat, at de har nødvendige godkendelser.

Tabel 6. Hovedgrupper af armaturer.

Armatur	Beskrivelse/Anvendelse	Typer
Tapventiler	Ventil til åbning/lukning og regulering af vandstrømmen ved et tapsted. Tapventiler har kun én tilslutning til rørnettet og kan altså enten føre koldt eller varmt vand.	Sædeventiler Keramiske ventiler
Blandearmaturer	Et blandearmatur består i princippet af to tapventiler med fælles udløb. De kan være forsynet med omstilling mellem flere udløb. Afhængigt af betjeningsmåden betegnes blande- armaturer som to-grebs eller et-grebs blandere.	Manuelt styrede blande-armaturer Automatisk styrede blandearmaturer
Afspærringsventiler	Afspærringsventiler anbringes fx på koblingsledninger til installationsdele, der kræver hyppigt vedligehold, og ledninger til vandvarmere.	Sædeventiler Kuglehaner Skydeventiler Membranventiler.
Reguleringsventiler	Reguleringsventiler anvendes, hvor man ønsker at begrænse eller regulere vandstrømmen i en ledning.	Forindstillingsventiler Automatisk styrede ventiler
Tilbagestrømnings-sikringer	Tilbagestrømningssikringer anvendes for at forhindre, at forurenet vand/væske kan strømme tilbage til drikkevandsinstallationen/hovedledningsnettet. Tilbagestrømningssikringen må ikke kunne afspærres. Den nødvendige type tilbagestrømningssikring vælges på baggrund af det behandlede vands sundhedsfarlighed og installationernes art og brug.	Typer og anvendelse er beskrevet i DS/EN 1717:2002 (Dansk Standard, 2002) og SBi-anvisning 234 (Brandt et al., 2011a)
Sikkerhedsventiler	Sikkerhedsventiler er ventiler, der åbner ved et forudind- stillet tryk, og som bortleder overskydende luft, vand eller damp fra et lukket beholder- eller rørsystem.	Sædeventiler

3.6 Dimensionering

Vandinstallationer skal dimensioneres og udføres, så der opnås tilfredsstillende vandforsyning ved de enkelte tapsteder under hensyntagen til forsyningsforholdene og til installationens og bygningens anvendelse. For at opnå tilfredsstillende vandforsyning ved tapstederne, skal der tilføres en passende vandstrøm. En vandinstallation, som er dimensioneret efter retningslinjerne i vandnormen (Dansk Standard, 2009b), kan anses for at opfylde de overordnede krav til vandforsyning i BR15 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015).

Dimensionering – dvs. fastlæggelse af dimensioner på rør, ventiler mv. – kan ifølge vandnormen ske ved beregning. Vandnormen angiver en række kvantitative krav, metoder og beregningsforudsætninger.

Beregningen kan bruges inden for alle bygningskategorier.

Installationer med fordelerrør anvendes ofte i småhuse, og de kan normalt dimensioneres efter fordelerrørsmetoden ud fra følgende forudsætninger:

Der er et forsyningstryk i hovedledningen, der er mindst 250 kPa
Der er ikke usædvanlige tapsteder i installationen, fx med krav om stort vandtryk eller en vandstrøm over 0,3 l/s
Længden frem til de enkelte tapsteder overstiger ikke 25 m.

Metoden kan således ikke anvendes, hvis en bruser har en vandstrøm større end 0,3 l/s, og der skal i så fald udføres en egentlig beregning.

Er forudsætningerne opfyldt, kan samtlige koblingsledninger udføres med en diameter på 15 mm fra fordelerrøret og frem til tapstedet. Vandet vil da altid være udskiftet i ledningen, inden der er gået 10 sekunder, når vandhanen afgiver 0,2 l/s. Ventetiden afhænger af vandstrømmen og er længere, hvis vandstrømmen er lavere.

3.6.1 Varmt brugsvand

Der er ingen principiel forskel på dimensionering af ledninger til koldt og varmt vand; der gælder de samme regler for beregning af vandstrømme og tryktab. I bygningsreglementet er der imidlertid nogle andre forhold, som gælder specielt for varmt vand.

Dimensionering af anlæg til varmtvandsproduktion er behandlet i afsnit 3.7.6, Dimensionering og SBi-anvisning 236, Vandinstallationer – installationsdele og anlæg, 4 Anlæg til produktion af varmt vand (Brandt, Buhl & Monrad, 2011c). Som udgangspunkt for denne dimensionering anvendes de temperaturer, som er nødvendige eller ønskelige ved de forskellige typer tapsteder.

Bygningsreglementet kræver, at brugeren ikke skal opleve besværende ventetid på det varme vand ved tapning. Hensigten med bestemmelsen er primært at reducere vandspild – og det deraf følgende energispild. Desuden sikrer kravet brugerne en vis komfort. Energihensyn kan undertiden medføre, at en vis ventetid kan accepteres, fx ved sjældent benyttede armaturer.

I anlæg uden cirkulation isoleres varmtvandsledningerne for at begrænse ventetiden.

Et anlæg uden cirkulation i småhuse kan fx etableres ved at anbringe et fordelerrør ved varmtvandsbeholderen, hvorfra der føres koblingsledninger ud til tapstederne. En ulempe ved en sådan installation er, at tryktabene ved tapning er relativt store. Der er dog normalt så rigeligt tryk til rådighed, at der kan udføres op til 30 m lange ledninger uden cirkulation, og uden at ventetiden bliver uacceptabelt stor.

3.7 Anlæg for varmtvandsproduktion

Varmtvandsanlæg består af en varmeveksler og eventuelt en beholder. Vandet opvarmes i varmeveksleren, og det opvarmede vand opbevares (akkumuleres) i beholderen til senere brug.

I mange anlæg kombineres de to anlægsdele til det, der i daglig tale kaldes en varmtvandsbeholder. Et varmtvandsanlæg med ingen eller en meget lille beholderdel kaldes en gennemstrømningsvandvarmer eller en gennemstrømningsvarmeveksler.

3.7.1 Anlægstyper

Anlæg for produktion af varmt vand kan efter forskellige kriterier opdeles i en række forskellige typer. Typerne kan karakteriseres efter følgende forhold:

Beholder/varmeveksler
Trykfast
Direkte eller indirekte opvarmning
Materiale.

Varmtvandsbeholdere og gennemstrømningsvandvarmere

Varmtvandsproduktion i boliger foregår som hovedregel i en af følgende to hovedtyper af anlæg:

Varmtvandsbeholder forsynet med varmespiral eller indbygget varmeveksler. Denne type anlæg har typisk lille ydelse og stort beholdervolumen
Gennemstrømningsvandvarmer, dvs. varmeveksler uden beholder. Denne type anlæg har typisk stor ydelse og lille eller intet beholdervolumen.

Derudover findes der også elvandvarmere, gasvandvarmere mv. Disse er ikke nærmere beskrevet.

Varmtvandsbeholdere med indbyggede varmeflader findes i et stort antal forskellige varianter. Figur 40 viser en beholder, der ofte anvendes i småhuse. Den er specielt udviklet til anlæg tilsluttet fjernvarmeanlæg. Varmefladen består af en spiral af kobberrør, og beholdervolumenet kan være på 60-300 liter.

BK er koldt vand
BV er varmt vand
BC er varmt vand i cirkulation
VF er varme frem
VR er varme retur

Figur 40. Varmtvandsbeholder med indbygget varmeflade. Den viste type anvendes ofte, hvor der tilsluttes direkte til fjernvarmeanlæg.

Gennemstrømningsvandvarmere − eller varmevekslere er normalt udført som plade- eller rørvarmevekslere, hvor brugsvandet føres inde i rørene, og varmemediet føres uden på rørene.

Gennemstrømningsvandvarmere findes i mange størrelser og typer. I figur 41 er vist et eksempel på en pladevarmeveksler, der ofte anvendes i småhuse.

Figur 41. Pladevarmevekslere anvendes ofte i småhuse.

I anlæg med et enkelt eller få tapsteder anvendes gennemstrømningsvandvarmere ofte som eneste varmtvandsforsyning.

Bemærk, at hvis varmtvandsforsyningen baseres på gennemstrømningsvandvarmere, medfører det stor og variabel belastning for varmeanlægget.

Trykfaste anlæg

I småhuse anvendes trykfaste anlæg, der er udført for et beregningstryk (på brugsvandssiden) på mindst 1000 kPa.

Opvarmningsmåder

Direkte opvarmning af anlæg kan fx ske med el, eller anlæggene kan være direkte fyrede med gas eller olie. I indirekte opvarmede anlæg er varmemediet oftest vand.

Bygningsreglementet (Trafik- og Byggestyrelsen, 2015) kræver, at produkter, der indgår i eller tilsluttes en vandinstallation, skal være CE-mærkede.

Beholdermaterialer

Der anvendes normalt stålpladebeholdere udført enten af ulegeret stål i en god svejsbar kvalitet – eventuelt med indvendig overfladebehandling eller af rustfrit syrefast stål AISI 316 eller tilsvarende kvalitet.

Rørvarmevekslere udføres af hensyn til risiko for korrosion med rør af kobber eller rustfrit stål. Hvis varmefladen er af kobber, bør den efterfølgende installation ikke være udført af varmforzinket stål.

Pladevarmevekslere er ofte udført af rustfrit stål.

3.7.2 Placering af varmtvandsanlæg

Varmtvandsanlæg skal ifølge bygningsreglementet anbringes, så det kan betjenes og serviceres på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde. Det skal derfor være anbragt, så det er let tilgængeligt. Reguleringsarmaturer, følere, luftudladere, kontraventiler, sikkerhedsventiler mv. skal være anbragt, så deres funktion kan kontrolleres, og så reparation kan udføres på bekvem måde.

Anlægget skal være monteret, så eventuelle anoder kan kontrolleres og udskiftes.

Varmtvandsrør og varmtvandsbeholder skal så vidt muligt anbringes, så varmeafgivelsen fra dem kommer bygningen til gode. De bør derfor ikke placeres i krybekældre eller tagrum.

Cirkulationsledningens tilslutning

I installationer med cirkulation tilsluttes cirkulationsledningen enten på tilgangsledningen for koldt vand eller direkte til varmtvandsbeholderen, se SBi-anvisning 235, Vandinstallationer – dimensionering, 4 Dimensionering af installationer til varmt brugsvand (Brandt, Buhl & Monrad, 2011b). Cirkulationsledningen bør så vidt muligt føres ind i den øverste del af beholderen, så lagdeling bibeholdes og afkøling sikres.

Ved tilslutning direkte til beholderen skal der anvendes en studs efter fabrikantens anvisninger.

Der bør anbringes en kontraventil på ledningen, når cirkulationsledningen tilsluttes, så koldere vand ikke kan strømme gennem cirkulationsledningen til tapstederne. Cirkulationspumpe og kontraventil bør anbringes mellem to afspærringsventiler.

3.7.3 Armaturer

Anlæg for varmtvandsproduktion skal forsynes med armaturer til:

Afspærring af hensyn til reparation
Sikring mod tilbagestrømning, dvs. kontrollerbar kontraventil
Skoldningssikring, hvis der anvendes solvarmebeholdere.

Tabel 7 viser placering af afspærringsventiler samt kontrollerbare, kontra- og sikkerhedsventiler på til- og afgangsledninger i trykfaste anlæg til varmtvandsproduktion. En kontrollerbar kontraventil giver mulighed for at kontrollere, at vandet ikke strømmer tilbage i ledningen.

Tabel 7. Afspærrings-, kontra- og sikkerhedsventiler i trykfaste anlæg til varmtvandsproduktion. Kilde: DS 439:2009, figur 4.4.1a (Dansk Standard, 2009b).

Betegnelse	Sikringsmetode
Gennemstrømningsvandvarmer, direkte opvarmet (fx el eller gas)¹⁾
Gennemstrømningsvandvarmer, indirekte opvarmet, varmemedietryk > brugsvandstryk (fx fjernvarme)
Gennemstrømningsvandvarmer, indirekte opvarmet, varmemedietryk < brugsvandstryk (fx centralvarme)¹⁾
Varmtvandsbeholder med maks. 10 l volumen, direkte opvarmet (fx el eller gas)
Varmtvandsbeholder med maks. 300 l volumen
Ventiler

I de viste ekstempler er det for alle trykfaste gennemstrømningsvandvarmere forudsat, at det opvarmede vandvolumen er mindre end 10 l. Hvis volumenet er større end 10 l, skal der altid anbringes en afspærringsventil, en kontraventil og en sikkerhedsventil på tilgangsledningen.

3.7.4 Kontrol af driftsforhold og energiforbrug

Vandvarmere bør forsynes med måleinstrumenter eller måleudtag, der muliggør kontrol af driftsforhold og energiforbrug.

Der bør monteres termometre til måling af:

Beholdertemperatur. Termometret bør placeres, så der måles en middeltemperatur for beholderen. Herved kan det konstateres, om beholderen er under opladning eller er fuldt opladet.
Opvarmningsmediets temperatur. Hvor opvarmningsmediet er vand, bør der placeres termometre i både fremløb og returløb. Derved kan man bl.a. kontrollere afkølingen over varmefladen, som ikke må blive mindre end forudsat ved projekteringen af anlægget. For lille afkøling kan fx skyldes, at der er belægninger på varmefladen, eller at reguleringen af energitilførslen er for dårlig.

3.7.5 Styring og regulering af varmtvandstemperatur

For at undgå risiko for skoldning bør varmtvandstemperaturen holdes under 65 °C, når vandet skal anvendes til almindelige husholdningsformål og til badning.

Når vandet har en hårdhed på over 2,1 mmol/l svarende til 12 °dH bør temperaturen ikke overstige 55 °C. Ud fra en energimæssig betragtning er det normalt en fordel at holde temperaturen så lav som mulig. Temperaturen i varmtvandsbeholder og ledningsnet må dog af bakteriologiske hensyn, fx forekomst af Legionella ikke være lavere end 55 °C.

3.7.6 Dimensionering

Dimensionering af anlæg for varmtvandsproduktion sker på grundlag af vandnormen (Dansk Standard, 2009b), se desuden SBi-anvisning 236, Vandinstallationer – installationsdele og anlæg (Brandt, Buhl & Monrad, 2011c).

Dimensioneringsforudsætninger

Følgende dimensionerende temperaturer gælder for boliginstallationer og lignende:

Tilgangstemperatur (koldt vand): T_K = 10 °C.
Afgangstemperatur (varmt vand): T_V,o = 55 °C.

Der dimensioneres således for en temperaturstigning på 45 °C.

Grundlaget for bestemmelse af anlæggets ydelse er et såkaldt tappeprogram. Vandnormen angiver et tappeprogram for enfamiliehuse og lignende (Dansk Standard, 2009b), se tabel 8.

Tabel 8. Tapning og tappeprogrammer for varmtvandstapsteder i helårsboliger og lignende. Tabellen anvendes ved dimensionering af vandvarmere, der forsyner enkelte tapsteder, og som grundlag for tappeprogrammer for vandvarmere, der forsyner flere tapsteder.
Hvis det påvises, at et specificeret taparmatur med specificeret udstyr, fx en bruser, har tilfredsstillende funktion ved en ydelse, der er mindre end tabellens angivelser, kan vandvarmerens ydelse fastsættes i overensstemmelse hermed, idet tappeprogrammet i øvrigt fastholdes. Det forudsættes, at vandvarmeren altid installeres i forbindelse med det pågældende udstyr.

Data for tapning			Tapsted
	Symbol	Enhed	Badekar/spa	Bruser/ brusetempel¹⁾	Køkken-/ bryggersvask	Håndvask
Tapning
Mindste vandstrøm	q_min	l/s	0,21	0,14	0,10	0,06
Passende temperatur (blandet vand)	T_b	°C	40	40	45	40
Forudsat varmtvandsmængde	V_b		125	42	15	10
Tappetid for én tapning	τ	s	600	300	150	180
Tapsteds effektbehov
T_K = 10 °C	P_T	kW	26,3	17,6	14,7	7,0
Tappeprogram for et tapsted
Antal tapninger			2	4	2	4
Tappeinterval = tid mellem start af to tapninger	τ_i	min.	30	20	20	20
Tappeperiode = tid mellem gentagelse af tappeprogram	τ_ρ	H	12	12	3	6

Brusetempler dimensioneres ud fra leverandørens anvisninger.

Dimensionering af gennemstrømningsvandvarmere

En gennemstrømningsvandvarmer helt uden beholdervolumen, skal til enhver tid kunne yde en effekt, P_eff, som er lig med det maksimale effektbehov.

Den nødvendige effekt svarer normalt til tapning fra køkkenvask og bruser samtidig. Den nødvendige effekt er i så fald:

Til køkkenvask 14,7 kW
Til bruser 17,6 kW
I alt 32,3 kW

Hertil kommer et tillæg pga. tilstening på 15-30 %, dvs. den nødvendige effekt er 37-42 kW.

Dimensionering af varmtvandsbeholdere

Sammenlignet med gennemstrømningsvandvarmere har anlæg med varmtvandsbeholdere den store fordel, at varmefladens effekt kan gøres lille, idet spidsbelastningerne dækkes af den opmagasinerede varmtvandsmængde.

Dimensioneringen af varmtvandsbeholdere består i at finde de nødvendige størrelser af beholder og varmeflade. Grundlaget for dimensioneringen kan være et tappeprogram, som beskrevet i tabel 8.

Beregningen kan foretages ud fra følgende betragtning:

For enhver tidsperiode gælder det, at en beholders energiindhold ved periodens begyndelse plus den energimængde, der produceres i perioden, skal være større end forbruget i perioden.

Dimensionering af anlæg, der forsyner enkelte boliger

Ved dimensioneringen er det forudsat, at der er tale om en enfamiliebolig. Der anvendes de tappeprogrammer, der er angivet i tabel 8. Figur 42 angiver de tilsvarende kurver for effektiv vandvarmeeffekt og beholderens volumen (P-V-kurver).

Andre tappeprogrammer kan anvendes i fx sommerhuse. Værdierne for de enkelte tapninger bør forudsættes at være som angivet i tabel 8.

Figur 42. P-V-kurver for vandvarmere, der forsyner alle varmtvandstapsteder i en normal helårsbolig for en familie.

Eksempel – varmtvandsbeholder til bolig

En beholder med indbygget varmespiral skal forsyne en bolig med badekar. Den har ved de aktuelle temperaturer på primærsiden en effekt på 12 kW. Med et tilsteningstillæg på 20 % bliver den effektive effekt 12/1,2 = 10 kW.

På P-V-kurven i figur 42 aflæses et nødvendigt effektivt energiindhold på ca. 2,6 kWh. Ved en varmtvandstemperatur på 55 °C fås et effektivt volumen på 50 liter. Med et tillæg for opblanding på 50 % bliver det nødvendige beholdervolumen ca. 75 liter.

Eksempel – beholder med varmepumpe

En varmepumpe med et beholdervolumen på 230 liter skal forsyne en enfamiliebolig med badekar. Ved prøvning er tillægget for opblanding bestemt til 10 %, dvs. det effektive volumen er ca. 230:1,10 = 210 liter.

3 Vand­installationer